Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Da Paris Saint-Germain slog Pays de Cassel med hele 7-0 i den franske pokalturnering mandag, var det med Kylian Mbappé som anfører.
Det skyldtes først og fremmest, at det normale førstevalg, Marquinhos, sad på bænken, og at andetvalget, Presnel Kimpembe, slet ikke var med i truppen.
Men efter kampen fortalte PSG-træneren, Christophe Galtier, at Kimpembe ikke er andetvalg længere, skriver flere medier herunder Mirror.
Et fravalg, franskmanden ikke selv kendte til, og som nu har fået ham til tasterne.
'I løbet af de sidste mange timer har jeg kunnet høre og læse mange ting om mig selv. Jeg ønsker derfor at gøre tingene klart for at undgå at sprede falske oplysninger om mig,' starter Kimpembe i en Instagram-story og fortsætter:
'Jeg blev ikke gjort opmærksom på denne beslutning, det er helt og aldeles løgn. Når det er sagt, vil jeg altid respektere klubbens beslutninger.'
Den 27-årige forsvarsspiller er et produkt af PSGs eget akademi og er derfor noget af en fanfavorit.
Desværre har han det seneste stykke tid døjet med en skade, som også holdt ham ude af VM-truppen, og derfor har franskmanden kun været i aktion 11 gange i indeværende sæson.
Kimpembes kontrakt med PSG udløber i sommeren 2024.