Drama i nat: Brasilien bliver totalt slagtet
Det brasilianske landshold får enorm kritik efter VM-nederlaget til Norge natten til mandag.

Det brasilianske landshold får enorm kritik efter VM-nederlaget til Norge natten til mandag.

Dommen er nådesløs i de brasilianske medier, efter det stolte fodboldland natten til mandag tabte 2-1 til Norge, og dermed er ude af VM allerede i ottendedelsfinalen.
"Dette er en skændsel i enhver henseende," skriver mediet 'Lance'.

'Brasilien afslutter et tragisk kapitel ved VM', fortsætter mediet Folha de São Paulo.
Det brasilianske medie UOL giver den også gas i kritikken.
'Endnu et skuffende VM-resultat for Brasilien,' skriver mediet.
Legende: Elendig præstation
Den tidligere stjerneangriber Romario, der var den store profil, da Brasilien vandt VM i 1994, er meget hårdt i sin klumme i mediet O Globo
'Vi blev slået ud af Norge efter en elendig præstation af vores landshold,' skriver han blandt andet.
Efter kampen var det da også en masse meget frustrerede brasilianske fans, der forlod stadion i New Jersey, og inde på stadion var der en ret så kaotisk stemning.
'Det er så svært'
Ifølge det norske medie Dagbladet nægtede de fleste brasilianske stjerner at stoppe op for pressen.
Frustrationen voksede blandt journalisterne, der råbte efter spillerne, mens de gik forbi.
Til sidst valgte tre eller fire prominente skikkelser at stoppe op og svare på spørgsmål, herunder Manchester United-spilleren Matheus Cunha.
»Jeg har ingen ord lige nu,« lyder det fra Cunha ifølge det norske medie.
»Det er umuligt at analysere kampen. Det er så svært – den frustration, jeg mærker indeni. Vi ved, hvor stor en betydning det har at bære trøjen og repræsentere alle derhjemme,« tilføjer han.
Real Madrid-spilleren Vinícius Júnior udtrykte også sin skuffelse.
Han sagde et par ord, før han stoppede op for at lykønske Erling Braut Haaland i mixed zone.
'Meget kede af det'
Brasiliens træner Carlo Ancelotti lagde ikke skjul på sin skuffelse, da han mødte pressen.
»Vi vil fortsætte med at udføre arbejdet. Vi leder efter nye idéer,« siger han og tilføjer:
»Vi er alle meget kede af det. Jeg synes ikke, vi fortjente at tabe, men vi er nødt til at acceptere det. Sådan er fodbold, sådan er sport. Nogle gange må man håndtere skuffelsen og den bitre smag af nederlag.«