Det er dramatiske scener, der lige nu udspiller sig i Manchester, hvor der senere er storkamp mellem Manchester United og Liverpool.

Det skyldes, at mange United-fans har protesteret de seneste timer, fordi de er utilfredse med klubbens ejere. Ja, de er decideret rasende.

De har eksempelvis invaderet banen på Old Trafford, og deres opførsel har været så voldsom, at ordensmagten nu har brudt ind ude foran klubbens hjemmebane.

Politiet har nemlig ryddet pladsen foran det legendariske stadion ved at skubbe de mange fans tilbage – og de har måtte bruge knippel. Det viser flere billeder.

Kampen skulle oprindeligt have startet klokken 17.30, men Premier League har meldt ud, at kamptidspunktet bliver rykket til senere. Det er lige nu ikke klart, hvad det præcise kamptidspunkt bliver.

Fansene er rasende på Glazer-familien, der har ejet den engelske storklub siden 2005. De mener, at ejerne tænker mere på penge end på klubben.

Der har været spekuleret i en aflysning, men Michael Oliver, der skal være kampens dommer, er ankommet til Old Trafford, og de tyder dermed på, at opgøret gennemføres.

De seneste meldinger fra Manchester er, at der er kommet ro på situationen, og at stadionet er sikret. Alligevel har United-spillerne ikke forladt deres hotel, hvor protesterne begyndte for nogle timer siden.

Foto: CARL RECINE
Vis mere

Manchester United var en af 12 europæiske klubber, der ville stifte Super League for nogle uger siden. Den kontroversielle idé fik fodboldfans verden over til at rase mod de involverede klubber.

Det betød, at flere af klubberne relativt hurtigt trak sig ud af projektet, og Glazer-familien udsendte efterfølgende en undskyldning i et åbent brev.