Newcastle indtog mandag aften den italienske storby Milano forud for tirsdagens Champions League-opgør.
Men festlighederne tog en alvorlig drejning, da den 58-årige fan Eddie McKay, der var sammen med sin søn, blev angrebet af en gruppe på syv til otte personer og blev stukket med en kniv.
Det skriver flere britiske medier, heriblandt Sky Sports og The Sun. Der er ligeledes blevet delt et billede af førstehjælpen McKay modtog på stedet på mediet X, som du kan se nederst i artiklen.
Vi advarer mod voldsomme billeder.
Ifølge medierne blev Eddie McKay stukket tre gange med kniv og kørt til hospitalet, hvor han meldes i stabil tilstand.
Italiensk politi bekræfter, at McKay blev behandlet af ambulancefolk på stedet, inden han blev kørt til hospitalet.
Angrebet på den 58-årige britiske fan berører Premier League-klubben, der tirsdag aften står foran et længe ventet Champions League-comeback.
»Vi er dybt bekymrede over rapporterne om, at en supporter blev alvorligt overfaldet i Milano mandag aften, og vi er i kontakt med de lokale myndigheder for at forstå omstændighederne. Vores tanker er hos supporteren og hans familie, og vi håber på en fuld og hurtig bedring,« siger Newcastle i en erklæring.
Politiet fortæller videre, at man undersøger, om angrebet var relateret til aftenens opgør eller skete af andre årsager.
Newcastle spiller tirsdag aften deres første Champions League kamp i 20 år, når de tørner ud med AC Milan.