DR og TV 2 deler rettighederne til slutrunderne i EM-fodbold for herrer de kommende år.

Rettighederne omfatter både tv, radio og streaming.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

»Jeg er superglad for, at det er lykkedes igen at erhverve rettighederne til EM-slutrunderne i fodbold, så vi fortsat kan samle og engagere danskerne omkring de største og vigtigste sportsbegivenheder. Sport skaber fællesskab og samler befolkningen på tværs af landsdele, alder, uddannelse og alle mulige andre forskelle,« siger mediedirektør i DR, Henriette Marienlund, og fortsætter.

»Derfor er det vigtigt for DR at være med i de store, unikke sportsbegivenheder og bringe dem ud til alle danskere.«

Rettighederne til fodbold-VM for mænd i 2022 deles også mellem DR og TV 2.

For den kommende EM-slutrunde i 2021 har DR fortsat købt rettighederne til halvdelen af Danmarks kampe af Nordic Entertainment Group (NENT), som har streamingtjenesten Viaplay og TV3-kanalerne.

Nordic Entertainment Group (NENT) viser alle Danmarks kampe til EM i 2021, hvor der også spilles kampe i Parken i København.