Offentlige vejninger og testresultater til fælles skue.

Den slags har været en del af hverdagen som landsholdsspiller på kvindelandsholdene i DBU, afslørede DR søndag i dokumentaren 'Fodboldens usynlige syge'.

Her fortalte 35 nuværende og tidligere spillere, at de har eller har haft symptomer på en psykisk lidelse som følge af de offentlige vejninger, som A-landsholdet indførte i 2013.

DBU har siden ændret praksis og lagt sig fladt ned – og nu erkender DIF-bossen Hans Natorp, at Danmarks Idrætsforbund dengang skulle have gjort mere for at sikre, at den slags praksis ikke fandt sted.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Og over for DR erkender han, at dokumentarens afsløringer skærer ham i hjertet.

»Det er jeg virkelig ked af. Det går lige i hjertet og i maven, og vi prøver hele tiden vores bedste for at tage ansvar, men hver gang der er mennesker, der kommer til skade, giver det anledning til refleksion.«

»Vi har en opgave med, at vi hele tiden skal blive bedre til at tage vare på vores atleter i forhold til den mentale trivsel og der, hvor det kan udvikle sig til psykiske lidelser,« siger Hans Natorp til DR.

Natorp var ikke formand for DIF, dengang DBU indførte offentlige vejninger forud for EM i 2013.

Han tiltrådte i 2021, og han peger på, at selv om omfanget af de psykiske lidelser blandt danske kvindelige fodboldspillere var ukendt for DIF, så understreger han, at dansk idræt i 2023 er et helt andet sted end for ti år siden.

Og han peger på, at DIF over de seneste tre år har haft fokus på at hjælpe idrætsudøvere med psykiske lidelser.

Blandt andet i form af trivselsansvarlige personer i DIFs medlemsforbund og en hotline til DIF.

I kølvandet på DR-dokumentaren har kulturminister Jakob Engel-Schmidt kaldt DBU til møde. Det kan du læse mere om HER.