Bayern Münchens sejr over Borussia Dortmund afgjorde næsten mesterskabet, mener Dortmunds træner Lucien Favre.

Hvis Borussia Dortmund tirsdag kunne slå Bayern München, ville blot et enkelt point adskille de to hold i toppen af Bundesligaen med seks spillerunder igen. Men det kunne Dortmund ikke.

I stedet snuppede de forsvarende mestre fra det sydlige Tyskland en 1-0-sejr og åbnede et hul på syv point til forfølgerne.

Det får næsten Dortmund-træner Lucien Favre til at smide håndklæder i mesterskabsringen.

- Det bliver meget svært nu naturligvis. Syv point, seks kampe - det bliver ekstremt vanskeligt, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa efter kampen.

Og hans forsvarsdirigent Mats Hummels, som har en fortid i Bayern, er helt på linje med ham.

- Jeg tror, at alle andre hold er ude nu. Nu er det kun Bayern, der kan afgøre, hvad der sker, siger han til Bild.

I bedste trænerstil mener Bayern München-træner Hansi Flick dog ikke, at noget er afgjort. Han erkender dog, at det var en vigtig sejr.

- Jeg har mange gange sagt, at jeg ikke er typen, som ser langt frem i tiden. Det afgørende er her og nu. Vi ønskede at tage et stort skridt i dag (tirsdag, red.), og det gjorde vi, lyder det fra Flick.

Kampens enlige scoring kom på et frækt lob fra Bayerns Joshua Kimmich fra kanten af feltet.

- Det var måske det bedste mål i mit liv, og det var også et meget vigtigt et, siger han ifølge Reuters.

Dortmund-målmand Roman Burki så ikke helt godt ud i situationen. Han nåede egentlig tilbage og fik hele den ene hånd på bolden, men han formåede ikke at få den slået forbi målet.

Lucien Favre mener dog ikke, at keeperen skal klandres.

- Det var virkelig godt lavet af Kimmich. Alle blev overrasket (af hans lob, red.). Det var virkelig flot, lyder det fra Favre.

/ritzau/