På udebane mod Bundesligaens bundprop, Nürnberg, fik Dortmund kun 0-0 og led dermed endnu et pointtab.

Borussia Dortmund har inviteret rivalen Bayern München helt tilbage i den tyske mesterskabskamp.

Mandag aften spillede Dortmund uafgjort for tredje kamp i træk i Bundesligaen, da det kun blev til 0-0 ude mod Nürnberg, der ligger sidst i rækken.

Dermed er afstanden ned til Bayern München på andenpladsen nu kun tre point. I teorien kan Bayern overtage førstepladsen allerede i den kommende weekend.

Dortmund havde Thomas Delaney i startopstillingen, men hverken danskeren ellers hans noget mere offensivt indstillede holdkammerater Mario Götze, Maximilian Philipp eller Jadon Sancho kunne få hul på Nürnberg.

Dortmund var ellers i boldbesiddelse i langt størstedelen af opgøret, og i perioder var der powerplay foran Nürnberg-målet.

Helt til det sidste pressede topholdet på for at lave en forløsende scoring, men som det også var tilfældet i de seneste kampe mod Hoffenheim og Frankfurt, måtte Dortmund-spillerne gå fra banen med en pointdeling.

I det 80. minut blev Thomas Delaney skiftet ud til fordel for den danske U21-landsholdsspiller Jacob Bruun Larsen.

/ritzau/