Dortmund-spilleren Karim Adeyemi kan forvente en bødestraf fra sin arbejdsgiver efter sin fornærmede reaktion på at blive udskiftet i en kamp mod Mönchengladbach fredag aften.
Det fastslår klubbens sportsdirektør, Sebastian Kehl, der måtte træde til for at forhindre den rasende angriber i at gå direkte i omklædningsrummet efter udskiftningen.
- Den scene kommer vi til at tale om, og han vil få en straf, fordi vi i de seneste uger har diskuteret dette emne meget intensivt med holdet.
- Jeg vil ikke se den reaktion, træneren vil ikke se den, ingen vil se den. Det er uacceptabelt, og det ved Karim også godt, siger Sebastian Kehl til t-online.de.
Den 23-årige hurtigløber viste tydelige frustrationer undervejs i kampen og var nærmest rødglødende, da han efter en time blev pillet ud og erstattet af Maximilian Beier.
Efter at hans protestmarch mod omklædningsrummet blev bremset af Sebastian Kehl, satte Adeyemi sig blandt holdets udskiftere, hvor han fortsatte med at skælde ud.
- Helt ærligt, så var den udskiftning fuldstændig berettiget. Karim spillede ikke nogen god kamp, siger Sebastian Kehl, der også tidligere på efteråret måtte gribe ind, da Adeyemi smed med en drikkedunk efter at være blevet udskiftet.
- Vi har nu haft flere situationer. Det her går ganske enkelt ikke, fastslår sportsdirektøren.
Landsholdsspilleren er noteret for 15 Bundesliga-kampe i denne sæson, men har ikke spillet fuld tid i en eneste af dem.
Træner Nico Kovac er hverken imponeret af Adeyemis optræden på eller uden for banen i kampen, som Dortmund vandt 2-0.
- Han var ikke god. Han var ikke god i første halvleg, og jeg kunne have skiftet ham ud i pausen, men det ville jeg ikke. Jeg ville give ham en chance til, siger Kovac.
Han slår fast, at han bakker op om klubledelsens beslutning om at udstyre Adeyemi med en bøde.
- Han skal lære at håndtere sådan noget, siger Kovac.
/ritzau/
