DANSK DRØMMEKASSE! Intet mindre!

I den allersværeste kamp fandt danske Patrick Dorgu magien frem og hakkede bolden i mål mod det ellers suveræne topholdet Arsenal, og så førte Manchester United med 1-2 på Emirates Stadium.

Se klippet øverst

»Et fuldstændig vanvittigt mål,« siger Viaplays kommentator Carsten Sæbye.

Den danske landsholdsspiller er brandvarm for tiden og scorede også i rivalopgøret mod Manchester City i sidste runde.

Dorgu endte dog ikke som matchevinder i topkampen. 

Han måtte udgå med en skade med ti minutter tilbage af opgøret, og kort efter scorede Arsenal på en dødbold, som de har gjort så mange gange før i denne sæson.

Men men men, så dukkede danskerens brasilianske holdkammerat Matheus Cunha op og scorede endnu et pragtmål til 2-3.

Arsenal led dermed sæsonens første nederlag på eget græs, men fører stadig Premier League med fire point ned til Manchester City.

Selvom sæsonen har været kaotisk, blandt andet med fyringen af træner Ruben Amorim, så kan man nu finde Manchester United på en fjerdeplads i verdens bedste liga.

Holder den hjem, så vanker der Champions League-fodbold i næste sæson.