FC København fik sig en tiltrængt pause fra krisen i Superligaen hen over vinteren, men søndag var det slut.
Et 1-2-nederlag mod FC Midtjylland i årets første ligakamp har for alvor fået advarselslamperne til at blinke igen og forstærket den i forvejen voldsomme kritik, der har været af klubbens sportsdirektør, Sune Smith-Nielsen.

Nu tilslutter en markant stemme sig til det kritiske kor, og det er ingen ringere end den tidligere FCK-boss Flemming Østergaard – også kendt som Don Ø.
»Om han er fejlcastet, må være op til den enkelte at vurdere. Min egen mening er klar: ja,« skriver han i et opslag på Facebook.
»Men når ejerne tilsyneladende er tilfredse med løsningen, må det jo være sådan. I hvert fald indtil resultaterne viser noget andet.«
Med søndagens nederlag til FC Midtjylland har FCK nu hele 11 point op til de midtjyske rivaler, og i værste fald kan de regerende mestre ende uden for top 6.
Og det ville være en eklatant fiasko, hvis en klub af FCKs status ender i nedrykningsspillet, når Superligaen knækker over om tre runder.
Flemming Østergaard var selv med til at ansætte Sune Smith-Nielsen i FCK i sin tid. Inden han blev forfremmet til sportsdirektør, var han talent- og akademichef.
Men det har ikke været en god idé at gøre ham til sportschef, mener Don Ø, der forklarer det med udtrykket 'Peter-princippet.'
Det går i al enkelthed ud på at forfremme den bedste medarbejder til noget helt andet – for eksempel den bedste sælger til salgschef, selvom denne mangler ledelsesmæssige kompetencer.
»Jeg har senest brugt udtrykket i forbindelse med sportsdirektøren i FCK, Sune Smith-Nielsen. En rimelig dygtig talentchef, som vi ansatte i min tid i klubben, og som har gjort det godt i netop den rolle,' skriver Don Ø om 'Peter-princippet.«
FC Københavns næste kamp er i pokalen mod Viborg. Til gengæld er Champions League-eventyret slut.
Du kan læse B.T.s dom fra FC Midtjyllands 2-0 sejr mod FC København lige her.

