FC København-legenden Flemming Østergaard er blevet en del af restaurationsbranchen i Danmark.

»Jeg er blevet en del af et spændende lille projekt med nogle unge mennesker, der ønsker at drive en restaurant og forretning på en lidt anderledes måde, end vi tidligere har set,« siger han til B.T.

Den tidligere bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment er blevet medejer af Pcma Management ApS. Selskabet har til formål at drive fødevarevirksomhed med både restaurant og café.

»Der bliver åbnet en lille restaurant med navnet Le Lac på Østerbro i København. Det bliver en blanding af dansk og fransk i køkkenet. Det er mit barnebarn, som har fået flotte karakterer på kokkeskolen, der skal drive projektet sammen med en af sine kammerater.«

Don Ø.
Don Ø. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Don Ø tilføjer, at han ikke er en del af projektet, fordi det er hans barnebarn, som står bag projektet. Han er med, fordi han gerne vil støtte unge mennesker med en god idé, der vil gøre tingene på en anderledes måde.

Ifølge virksomhedsportalen Ownr, der har trukket talene for B.T., står der, at den 76-årige forretningsmand får en ejerandel på mellem 33,34 og 49,99 procent i selskabet, der blev startet op i sidste måned. Han siger dog, at han kun kommer til at hjælpe en lille smule rent pengemæssigt.

Hvad bliver din rolle i selskabet?

»Jeg kommer til at fungere som rådgiver. Det betyder, at jeg ikke kommer til at være en del af den daglige drift eller bestyrelsen. Jeg står til rådighed, hvis de unge mennesker har brug for hjælp.«

Flemming Østergaard har generelt nok at lave for tiden. Det er nemlig ikke kun i Pcma Management ApS, at han fungerer som en slags rådgiver.

»Jeg er mentor for en masse unge mennesker for tiden rundtomkring i Danmark. Jeg bruger meget af min tid på at hjælpe unge mennesker. Jeg kan godt lide, når de vil frem her i livet.«

Det nye selskab har fire legale ejere, hvor Don Ø er en af dem. En pressemeddelelse omkring de nærmere omstændigheder kommer ud i løbet af august.

Don Ø fortalte tidligere til B.T., at han har haft et hårdt 2020, hvor han både har været meget syg af kræft, hvorefter han var i corona-karantæne, fordi han hørte til risikogruppen.