To tidligere topdommere mener, at straffesparket mod Danmark godt kan forsvares, efter VAR blev taget i brug.

København. Danmark spillede torsdag 1-1 mod Australien i den anden gruppekamp ved VM i Rusland.

Ligesom det skete i den første kamp mod Peru, blev der dømt et straffespark mod Danmark, efter videodommersystemet VAR (Video Assistant Referee) blev taget i brug.

Australiens Mathew Leckie headede bolden ind på hånden af Yussuf Poulsen i det danske straffesparksfelt, og efter protester fra Australien gik dommeren ud og så video af episoden. Det førte til et straffespark og en australsk udligning.

Flere danske spillere var irriterede efter endnu et straffespark ved hjælp af VAR, men tidligere topdommer Claus Bo Larsen mener, at dommen var i orden.

- Problemet er, at hans hånd ikke er i en naturlig position. Den er oppe over hovedet. Dommeren kan vælge at dømme straffesparket, det er han i sin fulde ret til.

- Vi havde også krævet et straffespark, hvis det var sket i den anden ende. Vi må godkende dommen, siger Claus Bo Larsen til DR.

Forhenværende topdommer Kenn Hansen mener ligeledes, at dommen til straffespark kan forsvares.

- Ja, teknisk set kan den godt. Armen er helt uden for kroppen, men det er en rigtig 'La Liga-kendelse' (kendelser i den spanske liga, red.), for der er de vilde med de straffespark med de høje arme. Jeg synes, det er lidt ærgerligt, siger Kenn Hansen til TV2.

Han mener generelt, at VAR-systemet indtil videre har fungeret efter hensigten ved slutrunden, selv om det gør ondt, at det to gange er gået mod Danmark.

Det danske mandskab var også utilfredse med, at en situation, hvor Andreas Cornelius blev hevet i trøjen i Australiens felt, ikke blev set igennem på VAR.

Men denne beslutning er Kenn Hansen dog tilfreds med, så man ikke ser på samtlige kontakter i feltet ved hjælp af VAR.

- Det ville blive en frygtelig Pandoras æske af 27 straffespark i hver kamp. Jeg synes, de har lagt en fornuftig linje, selv om der indiskutabelt er en holden i trøjen. Den kan man finde rigtig mange af i hver kamp. Så den synes jeg, de løste anstændigt, siger han til TV2.

Straffesparket betød, at Yussuf Poulsen fik sit andet gule kort på to kampe. Han må derfor ikke spille med, når Danmark møder Frankrig i den sidste gruppekamp.

/ritzau/