Nigerianeren scorede både et perlemål og et selvmål, da han var profilen i Vejles 3-1-sejr over Viborg.

Vejles angriber Dominic Vinicius stjal billedet, da vejlenserne søndag spillede sig på førstepladsen i 1. division.

Det skete efter en 3-1-sejr hjemme over Viborg FF, og da Thisted samtidig tabte 0-1 hjemme til Nykøbing FC, så har begge hold 27 point.

Vejle har dog spillet en kamp færre og topper med en bedre målscore.

Opgøret i Vejle var dårligt fløjtet i gang, før Alan Goncalves Sousa bragte Vejle foran 1-0.

Herefter tog Dominic Vinicius så over i en første halvleg, der både bød på to scoringer og et selvmål af angriberen.

Efter 21 minutter blev det 2-0 til Vejle efter en scoring af Vinicius, og seks minutter før pausen diskede han op med et mål, der fortjente mere end den næstbedste danske række.

Angriberne modtog bolden, vippede den en gang med den ene fod og drejede rundt på ingen plads og hamrede bolden i nettet til 3-0-føring.

Den smukke scoring blev dog hurtigt afløst af en uheldig skulder for Dominic Vinicius' vedkommende.

Han havde bevæget sig med ned i forsvaret, hvor et underligt forsøg på at cleare en bold resulterede i, at han scorede selvmål til 3-1 med den ene skulder.

Vendsyssel FFF misbrugte muligheden for at trække ind på topholdene, da det på udebane blev til et 1-2-nederlag til oprykkerne Brabrand.

Dermed ligger Thisted på tredjepladsen med 23 point for 14 kampe.

Det samme har Esbjerg, som hjemme slog Fremad Amager 5-2.

Bundholdet Skive vandt 2-1 hjemme over HB Køge, mens FC Roskilde spillede 1-1 mod FC Fredericia.

/ritzau/