Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Han skal vise mere attitude og han har et forkert kropssprog.

Ordene er i løbet af denne forårssæson blevet sagt om den danske landsholdsangriber Kasper Dolberg, og kritikken er kommet fra Nice-træner Christophe Galtier og anfører i Nice Dante.

Men den slags kritik har fulgt Dolberg i løbet af hele karrieren, og af den grund tager den 24-årige angriber ikke ordene særlig tungt.

»Jeg har selvfølgelig respekt for træneren, og når han siger noget til mig, så lytter jeg. Men det er noget om min attitude, som jeg har hørt på i de sidste syv år,« siger Dolberg ifølge lokalmediet Nice-Matin.

Foto: ERIC GAILLARD
Vis mere

Angriberen slår fast, at han ikke kommer til at lave fuldstændig om på sit stilfærdige gemyt, der blandt andet har betydet, at fans - og medspillere - ofte joker med, at Dolberg sjældent smiler.

»Jeg skal finde balancen mellem at vide, hvordan jeg er mig selv, og så høre på, hvad træneren forventer af mig.«

Angriberen har tidligere i år fortalt, at han var noget overrasket over kritikken fra cheftræner Galtier, fordi han måtte læse om kritikken, før han hørte det fra Galtier selv.

I kølvandet på de kritiske røster fra Nice-lejren tog landstræner Kasper Hjulmand den danske angriber i forsvar.

»Det er ikke første gang, man føler, at man hører sådan noget om Dolberg. Jeg kan simpelthen ikke forstå det.«

»Det er en indadvendt ung mand, men som bobler af temperament. Han er bare Mister Cool. Det elsker jeg, og jeg kan godt lide noget forskelligt.«

»Man kan ikke forvente, at alle råber og skriger og kommer ud med følelserne. Han gør det på sin måde«, sagde landstræneren i marts.

Kasper Dolberg skiftede for syv år siden ungdomsafdelingen i Silkeborg IF ud med den hollandske storklub Ajax.

Siden kom han op på førsteholdet og var i klubben indtil sommeren 2019, hvor Nice slog til og satte kløerne i den danske bomber.

I Nice har han spillet 83 kampe med 24 mål til følge - og i denne sæson har han trods de kritiske røster spillet 28 kampe og scoret syv kasser for den sydfranske klub.

Andre læser også