Kasper Dolberg har fået en tumultarisk start i Nice.

På banen er det gået fint for den danske landsholdsangriber, som har scoret sit første mål, men for en uges tid siden, kom det frem, at han har fået stjålet et ur til en værdi af en halv million kroner.

Nu har hans holdkammerat, 18-årige Lamine Diaby-Fadiga, indrømmet, at det var ham, der stjal uret fra klubbens omklædningsrum, hvilket kan få disciplinære konsekvenser for ham.

Det skriver det franske nyhedsbureau, AFP. Klubben har dog ikke bekræftet denne oplysning endnu.

Foto: YANN COATSALIOU
Vis mere

Angrebstalentet Lamine Diaby-Fadiga har angiveligt undskyldt over for Nice-træner Patrick Vieira og overfor Dolberg.

Diaby-Fadiga var til stede på Nices træningsanlæg i dag sammen med sine advokater.

Tidligere torsdag skrev den franske avis L'Équipe, at Diaby-Fadiga var under mistanke for tyveriet, og at han som sanktion kunne risikere at blive smidt ud af klubben.

Han er angiveligt også gået med til at betale Dolberg en sum, der svarer til urets værdi, som et plaster på såret for den danske angrebsstjerne.

Foto: VALERY HACHE
Vis mere

Det vakte international opsigt, da Kasper Dolberg fredag gik til politiet og anmeldte et stjålet ur til en værdi på op mod en halv million kroner.

Uret var forsvundet fra Nices omklædningsrum mandagen forinden.

Lamine Diaby-Fadiga har repræsenteret flere franske U-landshold, og betragtes som Nices måske største egenproducerede talent i 10 år, men risikerer nu at blive fyret fra den sydfranske klub.

21-årige Dolberg, som i sommer skiftede fra Ajax Amsterdam til Nice for 150 millioner kroner, scorede i lørdags, dagen efter at han anmeldte tyveriet til politiet, sit første mål for Nice, som hjemme vandt 2-1 over Dijon.