Det kildede lidt i maven med udsigten til Kasper Dolberg og Nicolai Jørgensen på toppen af det danske landshold mod Rumænien på søndag.

De to angribere er varme som tomaterne på en pizza for hver deres hollandske storklub, hvor de brager mål ind på stribe. Men ak og ve. Onsdag blev Dolberg sendt hjem fra landsholdets midlertidige træningslejr i den tyske storby München med en skade i lysken, og da de rød-hvide torsdag trænede på Bayern Münchens anlæg, deltog Nicolai Jørgensen ikke i øvelserne. I stedet selvtrænede Feyenoord-angriberen for at blive en skade lig Dolbergs kvit.

Landstræner Åge Hareide klør sig derfor i håret. Hans to hotteste angribere er skadede. Den ene er endegyldigt ude, mens den anden er tvivlsom. Hareide er dog klar til ar vente tålmodigt på at få Nicolai Jørgensen klar.

»Får vi ham i gang på lørdag, er han i tilpas god form, til at jeg ikke er bange for det konditionsmæssige,« siger landstræneren.

»Han er i god form, og han har mål i sig. Han har også tidligere vist, at han kan lave mål for os, så det er vigtigt for os, at han bliver klar,« fortsætter han.

Jørgensens selvtræning var torsdag mere intens, end den var dagen før, så det går den rigtige vej for den tidligere FC København-profil. Søndag nærmer sig imidlertid med hastige skridt, så derfor har Åge Hareide garderet sig. FC Nordsjællands stjerneskud, Marcus Ingvartsen, blev hentet til München, da Kasper Dolberg tog hjem, men den 21-årige frontmand på U21-landsholdet, er i højere grad en mulig direkte erstatning for Nicolai Jørgensen.

»Vi har hentet Ingvartsen ind, så vi har dækning af den type af angriber,« forklarer Åge Hareide.

Ingvartsen er dog langt fra en startplads. Med Jørgensens skade in mente, ligner Andreas Cornelius det sikreste offensive kort til startopstillingen et par døgn før den vigtige VM-kvalifikationskamp i Rumænien.