En vild bedrift i Champions League.

Det var, hvad Ajax leverede tirsdag aften i returopgøret i Champions League mod Real Madrid.

De hollandske tropper med Kasper Dolberg og Lasse Schöne i truppen, leverede en vild præstation, da de slog Real Madrid ud af Champions League.

Og efter kampen var det næsten ikke til at fatte for Ajax-spillerne, da de sad i omklædningsrummet.

Kasper Dolberg i aktion mod Nacho Fernandez.
Kasper Dolberg i aktion mod Nacho Fernandez. GABRIEL BOUYS

»Det er selvfølgelig fuldstændig vanvittigt. Man kan se derinde (i omklædningsrummet, red.), at folk sidder og kigger rundt på hinanden, som om de ikke rigtig ved, hvad der lige er foregået. Det er sindssygt,« fortalte Kasper Dolberg til TV3 Sport efter kampen.

Kasper Dolberg kom i aktion mod Real Madrid, da han blev skiftet ind efter 74 minutter. Få minutter efter, at hans landsmand Lasse Schone havde scoret til 4-1 på et helt fantastisk frispark.

Og nøglen til sejren lå ifølge Kasper Dolberg blandt andet i den selvtillid og tro på deres eget spil, som Ajax-mandskabet har:

»Vi har vist det før, også i gruppekampene, at hvis vi spiller, som vi gerne vil spille, så kan vi gøre det svært for selv de rigtig store. Jeg synes bare, vi igen i dag viser, at det godt kan lade sig gøre. Og så vinder vi 4-1. Det er vildt.«

»Selvom man kan sige, at Real Madrid ikke er på deres bedste sted lige nu, så er det stadigvæk Real Madrid, vi har slået ud, og det siger vist det hele, synes jeg,« lød det fra Kasper Dolberg efter sejren.

Hvem Ajax skal møde i næste runde er endnu uvist, men Kasper Dolberg er ikke i tvivl om, hvem han godt kunne tænke sig at møde.

»Jeg kunne godt tænke mig at møde Barcelona.«

Om Kasper Dolbergs ønske går i opfyldelse, vil tiden vise.