Dømt Allan Nielsen smutter til Dubai: 'Hvordan får de indkrævet pengene?'
Allan Nielsen rykker til Dubai midt i et slagsmål om millioner.

Allan Nielsen rykker til Dubai midt i et slagsmål om millioner.

Onsdag morgen kunne DR fortælle, at den tidligere landsholdsspiller Allan Nielsen har tabt en skattesag i byretten og dermed skal betale flere millioner kroner tilbage til de danske skattemyndigheder.
En afgørelse, som Nielsen agter at anke, lyder det fra hans advokat.
Han er dømt for at have placeret værdier for 18,7 millioner kroner i et selskab i Panama, hvilket han ifølge dommen skulle have betalt dansk skat af.
I alt er han dømt til at betale 5.515.510 kroner i skat, men oveni kommer der en såkaldt procesrente, som ifølge Ritzaus beregninger er på fire millioner kroner.
Kort inden historien om dommen blev udgivet, offentliggjorde Allan Nielsen og konen Tina Lund, at de ville flytte til Dubai.
B.T. har spurgt Anders Nørgaard Laursen, der er professor i international skatteret på Juridisk Institut på Aarhus Universitet, om de forskellige scenarier, der kan udspille sig herfra.
»Skattekrav består uanset, hvor han opholder sig. Det er ligegyldigt, om han er i Dubai, Danmark eller på månen.«
»Nu har han tabt i byretten, og som jeg forstår det, er den anket til landsretten. Hvis han ender med at tabe, rejser det spørgsmålet om, hvordan staten så får indkrævet pengene? Det er svært at sige. Den ene mulighed er, at han bare betaler - det kan man håbe på.«
»Men hvis han ikke gør det, vil det afhænge af, om han – eller evt. hans hustru – har noget af værdi, som Skattestyrelsen kan komme i nærheden af, f.eks. fast ejendom her i landet« siger Anders Nørgaard Laursen til B.T.
Ifølge Se&Hør ejer Allan Nielsen tilsyneladende ikke fast ejendom i Danmark, hvorimod konen Tina Lund har to danske ejendomme, der er købt til en samlet værdi af 13,7 millioner kroner. Og der er ifølge mediet ingen gæld i dem.
De beretter også om, at parret har en ægtepagt, hvis indhold ikke er tilgængeligt. Det er derfor uvist, om hun eller han har særeje over visse dele.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Allan Nielsen, men det har ikke været muligt.