2015 var et svært år for Kasper Hjulmand. Få måneder efter sin fyring i Mainz skete der et tragisk dødsfald på brorens bosted på Djursland, og det satte sine spor hos Hjulmand, der i en periode tog sin trænerkarriere til genovervejelse.
Det kommer Kasper Hjulmand ind på i den nye selvbiografi 'Fodbolddrømmer' af Morten Glinvad.
Det hele startede en eftermiddag i juli 2015, hvor en spastisk lammet og udviklingshæmmet beboer blev ophidset på det bosted, hvor Kasper Hjulmands bror, Simon, boede.
I et desperat forsøg på at få ham til ro valgte tre medarbejdere at lægge sig oven på ham, og det fik det værst tænkelige udfald. Han mistede bevidstheden, og selv om der blev ydet førstehjælp, så stod han ikke til at redde.
Det skete, blot halvanden måned efter at familien Hjulmand havde sendt et bekymringsbrev til kommunen, da de mente, at bostedet var underbemandet. Episoden fik også stor mediebevågenhed, og det blev et springbræt for tidligere ansatte til at stå frem for at berette om kritisable forhold på bostedet.
Bekymringerne for hans bror fik en tvivl til at blusse op i Hjulmand, mens han trissede rundt i det tyske uden job.
Var trænerjobbet i den kyniske fodboldverden det rigtige for ham? Det spørgsmål var oppe at vende flere gange, men han skubbede altid tanken væk. For hver eneste gang han stod ved grønsværen, så trak det i ham. Han blev rastløs. Han ville ind i maskineriet igen.
Men det skulle være tættere på familien. Han havde ikke lyst til at bo alene i udlandet uden sin familie i nærheden. Behovet for at være tæt på sin bror voksede. Så han var fast besluttet:
»Det næste job må være i Skandinavien. Så må det store udland vente til senere,« siger Kasper Hjulmand i selvbiografen 'Fodbolddrømmer', der er skrevet af journalisten Morten Glinvad.
I mellemtiden blev episoden på bostedet en katalysator for Kasper Hjulmand.
Han følte en stærk uretfærdighed. Ikke blot for ham, der på tragisk vis afgik ved døden, men for alle udviklingshæmmede, som han ikke mente fik den tilstrækkelige omsorg de havde brug for. Han ville kæmpe de udviklingshæmmedes sag.
Og selv om han i lang tid havde holdt en beskyttende hånd over sin bror for at skærme af mod offentlighedens opmærksomhed, var der nu ingen vej tilbage.
Hjulmand smed et billede op på sin LinkedIn-profil sammen med sin bror, hvor de begge var iført en T-shirt med teksten #enmillionstemmer. Det var et led i en kampagne, som skulle opfordre handicappede eller deres pårørende til at dele sine historier.
»Det er på høje tid, at der sættes fokus på de handicappedes vilkår i Danmark. Danmark har forpligtet sig via FNs handicapkonvention til at sikre, at alle i Danmark uanset handicap har samme muligheder for at leve et meningsfyldt liv,« tilføjede Hjulmand dengang.
I december 2015 fik han endelig muligheden for at komme tæt på sin bror igen, da han drog hjem til trygge rammer.
Han fik sit gamle trænerjob hos FC Nordsjælland tilbage. Her var han i lidt over tre år, inden han i marts sidste år pludseligt valgte at stoppe som cheftræner, inden han senere blev tilbudt jobbet som dansk landstræner for herrenes fodboldlandshold.
Mandag udtog han sin første trup til landsholdet, der møder England og Belgien i de kommende Nations League-kampe.
