Kasper Dolberg!

Hvis ikke det navn allerede var banket fast i danskernes bevidsthed, så burde det i hvert fald være det nu.

For den 23-årige danske angriber har netop sendt Danmark i kvartfinalen ved EM med to iskolde scoringer i 1/8-finalen mod Wales.

Allerede efter cirka 27 minutter hamrede den unge Nice-spiller bolden i kassen fra kanten af feltet – uden chance for Wales' målmand.

Og der var da heller ikke spillet mere end blot tre minutter af anden halvleg, før Dolberg havde sendt de danske roligans på Johan Cruijff Arena i Amsterdam i fuldkommen ekstase.

Her smækkede han nemlig en ny scoring i mål efter en dårlig clearing af Wales-forsvaret.

Herefter ville Joakim Mæhle og Martin Braithwaite da også lige nå være med, da de få minutter før tid lukkede og slukkede til slutstillingen 4-0.

Og på trods af et mindre skadeschok til den danske anfører, Simon Kjær, kunne Danmark dermed cruise sejren hjem og juble som sjældent set, da sejren endelig var i hus.

Du kan se højdepunkter fra Danmarks fantastiske sejr i videoen øverst.