Fra angriber til back. Fra flop til helt. Fra helvede til himlen. 

Hvis Marko Divkovic skal knibe sig selv i armen over sin øjeblikkelige succes i Brøndby-trøjen som storspillende målhelt, der hyldes af klubbens fans, så forstår man det godt. 

I sommer var kroaten afskrevet i Brøndby efter to sløje sæsoner som uskarp angriber. Vi taler ÉT sølle mål i 34 kampe! Derfor var det ved at være tid til at sige farvel.

»Jeg havde fået lov til at skifte, og jeg var tæt på en anden klub,« siger Marko Divkovic, efter han har leveret en ny stor efterårspræstation, som blev kronet med en flot scoring i 3-0-sejren over Hvidovre.

Brøndbys Marko Divkovic i aktion under superligakampen mellem Hvidovre IF og Brøndby IF i Hvidovre søndag den 1. oktober 2023.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)
Brøndbys Marko Divkovic i aktion under superligakampen mellem Hvidovre IF og Brøndby IF i Hvidovre søndag den 1. oktober 2023.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg var på udkig efter en ny klub sammen med min agent. Jeg ville spille. Jeg havde fået lov af klubben til at skifte, men i sidste ende sagde Brøndby, at jeg skulle blive. Og at jeg ville få chancen. Det er jeg glad for,« siger den 24-årige kroat.

Træner Jesper Sørensen havde nemlig fået en idé, der måske kunne puste nyt liv i Divkovic' Brøndby-karriere. Derfor blev den forestående transfer stoppet.

»Han var uheldig med skader i vinter. Så han ville kigge sig om efter noget andet efter et forår, hvor vi ikke prioriterede ham. Det var fint med mig. Men i sommer startede han godt ud igen, så vi fandt den nye position til ham. Han har grebet den mulighed,« siger Jesper Sørensen, som er imponeret over, hvordan Divkovic har forvandlet sig til en ny super-wingback på venstrekanten.

»Det er gået meget stærkere, end jeg havde troet. Det er meget overraskende og flot at se. Han har fuldstændig indstillet sig på den position, og har udviklet sig. Han spiller med kvalitet og aggressivitet. Vi er trygge ved ham også defensivt. Den tryghed med de andre gør, at han kan få alt, hvad han kan, ud i fuldt flor,« siger Brøndby-træneren.

Brøndbys Marko Divkovic scorer til 0-1 under superligakampen mellem Hvidovre IF og Brøndby IF i Hvidovre søndag den 1. oktober 2023.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)
Brøndbys Marko Divkovic scorer til 0-1 under superligakampen mellem Hvidovre IF og Brøndby IF i Hvidovre søndag den 1. oktober 2023.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Vis mere

Divkovic har også taget sin nye plads længere tilbage på banen til sig.

»Jeg har det godt på denne position. Jeg har haft det godt i de seneste uger. Som hold spiller vi også bedre. Det hjælper meget. Jeg er da overrasket, for jeg var tæt på at smutte i sommer,« siger han:

»Det var lidt svært i starten, for jeg er angriber. Men jeg havde prøvet at spille på kanten som kantspiller. Det hjalp meget på det. Jeg kan godt lide at spille ude på kanten. Jeg har ikke opgivet tanken om at være angriber, men jeg har det godt på denne position. Vi får se.«

Også Nicolai Vallys er imponeret over sin holdkammerats forvandling:

»Han er fantastisk. Alle kan se, hvad han kan. Jeg glæder mig over, at han har fået sit gennembrud. Han har været helt vanvittig – også til træning i lang tid. Det er godt set af trænerne.«

Den øjeblikkelige succes for Brøndby, som er kommet godt i gang efter en svær sæsonstart, ikke mindst takket være Divkovic, gør den ydmyge kroat glad.

»Det er dejligt at høre fansene synge mit navn. Jeg vil give mit bedste til klubben, og så tager jeg den bare skridt for skridt.«