Ditte stod på sydsiden under ragnarok: 'Jeg kunne høre gløderne, der brændte igennem'
Under derbyet mellem Brøndby og FCK måtte fans løbe væk i panik.

Under derbyet mellem Brøndby og FCK måtte fans løbe væk i panik.

Maskerne kom på, og stemningen skiftede på et splitsekund fra fællesskab til rædsel.
34-årige Ditte Holst stod midt på Sydsiden, da det, der skulle have været en fest, forvandlede sig til rent kaos.
»Ingen havde forstillet sig, at det var det, der skete. Vi har stået på Sydsiden mange gange. Det er det vildeste, jeg nogensinde har oplevet på den måde,« siger hun.
Panikken brød ud i første halvleg, da fans på den øvre sektion tændte for fyrværkeri og pyroteknik.
Men i stedet for et flot lysshow regnede glohede gløder ned over de intetanende fans på sektionen under.
En af dem var Ditte Holsts kæreste Daniel Nyhus, der blandt andet fik et stort brandsår i nakken.

Ditte Holst måtte selv løbe i panik for at undgå at få forbrændinger:
»Folk løb, jeg prøvede at løbe ned af trappen, men jeg var ikke den eneste, der havde den tanke, så jeg blev klemt og brændt i hovedbunden. Jeg satte mig på hug og tog min vest over hovedet,« siger hun og fortsætter:
»Jeg kunne høre, hvordan gløderne brændte igennem min vest. Jeg var oprigtigt vanvittigt rystet. Da jeg gik tilbage op af trappen, havde jeg hjertebanken.«
Og det satte sig i mængden af tilskuere, der blev og så kampen færdig.


»Der var mange, der ikke kom tilbage. Folk stod med brændt tøj og græd og havde isposer på,« fortæller Ditte Holst.
Oplevelsen har været så traumatiserende, at hun ikke vil sætte sine ben på Sydsiden igen.
»Nej, jeg kommer på ingen måde til at stå der igen. Vi har jo børn, som også går op i fodbold, de kom ikke med, men tænk, hvis de var med,« siger en tydeligt rystet Ditte Holst.
Ditte har nu taget kontakt til klubben i håb om, at de vil tage sikkerheden alvorligt, før det går endnu mere galt.

I et skriftligt svar skriver Brøndby IF, at »kampen blev skæmmet af omfattende pyroteknik på Sydsiden øvre«.
»Vi ser med stor alvor på hændelsen, hvor enkelte fans efterfølgende har meldt om brandskader på både tøj og krop som følge af gløder og gnister fra pyroteknikken. Det er fuldstændig uacceptabelt,« lyder det.
»Vi ønsker et stemningsfuldt og passioneret Brøndby Stadion, men det skal altid ske inden for trygge og ansvarlige rammer og uden ulovlig brug af pyroteknik. Derfor tager vi på det kraftigste afstand fra det, der fandt sted,« fortsætter klubben.
Klubben oplyser også, at man er i dialog med de fans, der har henvendt sig med beskadiget tøj, som man sørger for at kompensere.