Bob Bradley er langt fra umulig at vriste fra hans nuværende arbejdsgiver, den norske klub Stabæk.

Tidligere tirsdag kunne BT afsløre, at den tidligere amerikanske landstræner Bob Bradley kan blive ny træner i AaB.

Bradley, der i dag træner norske Stabæk, har været til samtale med AaBs sportsdirektør Allan Gaarde, og amerikaneren er nu ét blandt fire navne i finalefeltet, hvorfra nordjydernes nye cheftræner rekrutteres.

Bradleys navn er varmt i det nordjyske, og ender han med at være manden der peges på, skal han løsnes fra sin kontrakt i Norge. Det bør imidlertid ikke blive et problem, fortæller direktør i Stabæk, Lars Hjorth.

»Bob er ikke forpligtet til at fortælle mig, når han snakker med andre klubber. Vi har en meget fleksibel kontrakt med ham. En kontrakt, der betyder, at han kan forhandle alt det han vil med større klubber«, siger Hjorth til BT.

»Bob har intentioner om at komme til en større europæisk klub end Stabæk, og vi har aftalt, at vi skal hjælpe ham med at komme videre. Vi er et springbræt. At vi accepterede det, var grunden til, at vi overhovedet var i stand til at ansætte ham,« fortæller Hjorth videre.

Bob Bradley har tidligere været til samtaler i store skandinaviske klubber som Rosenborg og IFK Göteborg. Nu har amerikaneren også været det i Aalborg, og ender det med en fuldbyrdet forelskelse mellem de danske mestre og den amerikanske træner, skal der betales ved kasse et. Men det bliver ikke nødvendigvis noget voldsomt beløb, Allan Gaarde skal have op af lommen for at få Stabæk til at slippe ham.

»Der er en klausul, så vi skal have penge fra den klub, der henter ham, hvis de henter ham før kontraktudløb. Det er ikke et fastsat beløb, men en procentsats. Dét, beløbet skal dække, er vores udgifter i forhold til at hente en ny cheftræner,« forklarer Lars Hjorth.

Bob Bradley kom til Stabæk, da klubben var nyoprykker til Tippeligaen for et år siden, men betingelsen for, at han sagde ja, var, at han nemt kunne rejse videre, hvis en større klub blev aktuel.

Det er AaB nu, og ender Bradley ved Limfjorden, kan nordjyderne ifølge Lars Hjorth se frem til en kapacitet af store dimensioner.

»Personligt mener jeg, at Bob Bradley er Skandinaviens uden sammenligning bedste træner. Jeg kender Åge Hareide, og jeg kender Ståle Solbakken, og ingen af dem når ham til sokkeholderne,« slutter Lars Hjorth.

Når Allan Gaarde og AaB-ledelsen frem til samme konklusion, kan vi formentlig se frem til en amerikansk cheftræner i Superligaen til sommer.