Det bliver taget meget alvorligt i Danmarks Idrætsforbund, DIF, at FC Roskildes manager, Christian Lønstrup, har beskyldt sine egne spillere for matchfixing.

Nu har matchfixingsekretariatet i DIF nemlig valgt at undersøge sagen, efter B.T. tirsdag kunne afsløre, at der var røre i den danske 1. divisionsklub, fordi Christian Lønstrup havde anklaget flere af sine egne spillere for matchfixing.

»Vi har taget sagen op på baggrund af jeres artikel og et heads up fra DBU. Så lige nu sidder mine folk og arbejder løs på den. Hvor lang tid det kommer til at tage, er desværre stadig for tidligt at sige,« siger Poul Broberg, der er leder af DIF’s matchfixingsekretariat.

Christian Lønstrup holdt ifølge B.T.s oplysninger et evalueringsmøde mandag efter FC Roskildes 2-1-nederlag. Det er helt normalt, men denne gang havde manageren kun noteret et enkelt ord på sin tavle. Der stod matchfixing. Og FC Roskilde-manageren mente, at flere spillere havde 'fixet' kampen.

B.T. har i løbet af dagen flere gange været i kontakt med FC Roskilde-ejer Carsten Salomonsson, der stadig afventer nyt fra Danske Spil og DBU, før han er klar til at melde mere klart ud om, hvordan landet ligger. Men tidligere tirsdag bekræftede han, at han var i kontakt med Danske Spil og DBU omkring sagen.

Hos DIF er man gået i gang med at undersøge sagen fra FC Roskilde, men matchfixingsekretariatet vil også bruge den tid, der skal til for at nå til bunds i det hele.

»Lige nu er vi ved at finde ud af, hvad det er for redskaber, vi skal bruge i den her sag. Nu skal mine folk have tid til at vurdere den her sag ordentligt. For den skal vi have styr på,« siger Poul Broberg og understreger:

»Vi tager det meget seriøst. Det gør vi hver gang.«