Rosenborg har nu fået endnu mere at tænke på, efter at den forhenværende cheftræner Kåre Ingebrigtsen og assistentræner Erik Hoftun har valgt at lægge sag an mod klubben på baggrund af deres fyringer i juli.

I kølvandet på hele sagen om Nicklas Bendtners overfald på en taxichauffør i København natten til søndag har den norske klub Rosenborg nu fået endnu mere at tænke på.

Onsdag skriver den norske avis VG nemlig, at to af klubbens tidligere trænere, cheftræner Kåre Ingebrigtsen og assistentræner Erik Hoftun, har tænkt sig at trække deres tidligere arbejdsgiver i retten.

Trænerduoen blev i juli pludselig fyret til stor forargelse fra spillertruppen, der ønskede Ingebrigtsen og Hoftun genansat, og nu får sagen et retsligt efterspil. Ingebrigtsen og Hoftun lægger således sag an mod Rosenborg for uberettiget opsigelse. Ifølge den norske avis vil stævningen officielt blive sendt i løbet af de næste par dage.

Foto: Robert ATANASOVSKI
Vis mere

Ingebrigtsen og Hoftun får opbakning fra den norske trænerforening, der giver de to trænere ret i, at fyringen ikke er foregået efter bogen.

»Da Ingebrigtsen og Hoftun fik sparket, fulgte ingen begrundelse. Og henvendelsen kom heller ikke skriftligt, men mundtligt. De blev bare bedt om at gå på dagen. I sådanne sager skal parterne først have et møde, men det har Rosenborg sprunget let over,« siger lederen for den norske trænerforening, Teddy Moen, til VG.

I Rosenborg tager man dog stævningen med ophøjet ro.

»Vi forholder os helt roligt til dette. I Rosenborg mener vi, at vi har det juridiske og alt andet på plads i denne sag,« siger personalechef Trond Alstad til VG.

Kåre Ingebrigtsen, der nåede fire år og tre mesterskaber i spidsen for Rosenborg, blev efter fyringen i juli erstattet af hollandske Rini Coolen, der siden har ført holdet op på førstepladsen i den norske Eliteserie og kvalificeret holdet til gruppespillet i Europa League.