I forbindelse med søndag eftermiddags Superliga-kamp på Sydbank Park i Haderslev mellem Sønderjyske og Brøndby IF blev det offentliggjort, at veteranen Anders Egholm indstiller karrieren til nytår.

»Til den tid udløber min kontrakt, og da min krop efterhånden er blevet godt slidt, har jeg besluttet mig for at indstille karrieren,« siger 35-årige Anders Egholm til B.T.

Han forventer, at påbegynde en uddannelse til fysioterapeut 1. februar, men har tænkt sig at holde kontakten til fodboldverdenen vedlige.

»Jeg har ambitioner om at blive træner. Så snart muligheden byder sig, går jeg i gang med at uddanne mig indenfor denne metier,« siger Anders Egholm.

Før han i fjor blev tilbudt en kontrakt i Sønderjyske, har han spillet Superliga-fodbold i blandt andet Randers FC og Hobro IK.

»Jeg har nydt at være i Sønderjyske. Men desværre har jeg i dette efterår kun fået begrænset spilletid. Faktisk er det ikke blevet til mere end nogle indskiftninger, så for en måned siden tog jeg en snak med Sønderjyske sportschef (Hans Jørgen Haysen, red.) om fremtiden. Her blev vi efter en god og konstruktiv snak enige om, at tiden er inde til at gå hvert til sit,« lyder Anders Egholms slutreplik.