Det så du ikke på tv: FCM-profil ukampdygtig de næste par uger


FC Midtjyllands finske midtbane-profil Tim Sparv havde efter den vundne pokalkamp mod FC København svært ved at finde ud af, hvorvidt han skulle le eller græde.
»På den ene side er jeg naturligvis glad for, at vi vandt 2-0, og at vi er videre til kvartfinalen,« sagde Tim Sparv og tilføjede:
»Men på den anden side er det ærgerligt, at jeg pådrog mig en skade i venstre lægmuskel. Den betyder med 100 procents sikkerhed, at jeg ikke er med, når vi på søndag møder Esbjerg. Heldigvis er den næppe værre end at jeg kommer til at sidde udenfor mere end mellem 10 og 14 dage.«
Årsagen til at han nu igen er udenfor, forklarede Tim Sparv med efterårssæsonens hårde kampprogram.
»Det seneste stykke tid har jeg jo ikke kun spillet kampe i den danske Superliga og pokalturnering, men også haft opgaver på det finske landshold. Skaden kommer på et skidt tidspunkt. For jeg synes jo, at jeg spillemæssigt er inde i en god periode. Den frihed jeg har fået på midtbanen passer mig godt,« sagde Tim Sparv.
Han udgik midt i første halvleg, da FC Midtjylland førte 1-0.
»Jeg synes ikke, at vi spiller nogen speciel god kamp. Jeg synes, der er mange ting, vi kan forbedre i vores spil med bold. Men defensivt synes jeg, at vi fighter og arbejder godt for hinanden,« sagde Tim Sparv.