En kamp mod uret for at være med i sit livs største kamp.

Det er situationen for Jesper Lindstrøm, som kæmper for at blive sin skade kvit, så han kan være med for Eintracht Frankfurt i Europa League-finalen mod Rangers FC på onsdag.

»Jeg har trænet med fysioterapeut og fået behandling i dag, og så er planen, at jeg skal begynde at træne med holdet søndag,« siger Jesper Lindstrøm til B.T. Sport.

Den danske komet-kantspiller blev skadet i Eintracht Frankfurts returopgør i EL-semifinalen mod West Ham, og siden har han kun haft en ting i tankerne: at blive klar til den store finale på Ramón Sánchez-Pizjuán i Sevilla.

Foto: DAVID KLEIN
Vis mere

Og lige nu lysner det, selvom han misser lørdagens Bundesliga-kamp mod Mainz, så han er positiv.

»Lige meget hvad, så gør jeg alt for at kunne spille den kamp, og jeg regner med og håber på, at jeg kan få lov til at spille den kamp,« siger den tidligere Brøndby-stjerne, som fik en muskelskade i højre lår og synligt skuffet måtte udgå af West Ham-kampen.

Men bortset fra den nedtur har Lindstrøm ikke haft meget at græde over i sin første sæson i udlandet, som har været ganske forrygende og blandt andet har kastet en startplads på landsholdet af sig.

Torsdag blev 22-årige Lindstrøm ydermere kåret til Bundesligaens bedste unge spiller i denne sæson.

»Det er sgu vildt, at det nu er kommet dertil, hvor det er. Første sæson i udlandet, og så er der muligheden for at spille i en europæisk finale. Det er jeg sgu stolt af,« siger Lindstrøm, som har været med i 29 Bundesliga-kampe, hvor det er blevet til fem mål og fire oplæg.

Derudover har Brøndby-knægten en stor andel i, at Eintracht Frankfurt står i holdets første europæiske finale siden 1980 - en finale, han altså satser stærkt på, at kunne have en andel i.

Andre læser også