Hvis konflikten mellem DBU og spillerne fører til brug af reservelandshold, kan det resultere i sanktioner.

Konflikten om en ny landsaftale mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og U21-herrerne samt A-kvindelandsholdet førte tirsdag til, at kvindernes testkamp fredag mod Holland blev aflyst. Det betyder, at man går glip af indtægten fra et udsolgt Casa Arena i Horsens med 8.000 tilskuere.

Men hvis ikke en aftale er i hus inden tirsdag i næste uge, kan det føre til pointtab i VM-kvalifikationen og potentielt strengere sanktioner. Tirsdag skal de danske kvinder nemlig møde Ungarn i VM-kvalifikationen, og uden de bedste spillere til rådighed kan det koste dyrt.

»Hvis ikke Danmark møder op, så er det en udeblivelse, og så taber holdet 0-3,« siger en talsmand fra det europæiske fodboldforbund UEFA.

VM hører under det internationale fodboldforbund FIFA, men reglerne for den europæiske VM-kvalifikation ligger under UEFA. Landstræner Søren Randa-Boldt sagde mandag, at det ikke bliver aktuelt at trække holdet.

»Jeg skal nok finde nogen. Der er mange, der gerne vil spille en landskamp,« lød det fra kvindelandstræneren.

Men selv om han får skaffet 23 spillere, hvis navne skal indsendes til UEFA senest ved middagstid mandag, og hvorfra 18 skal på holdkortet tirsdag, kan det være i strid med reglerne.

I UEFAs regler for VM-kvalifikationen står der, at fodboldforbundet er forpligtet til:

'At deltage i turneringen, indtil man er slået ud, og stille sit stærkeste hold gennem hele turneringen.'

Så ud over at et landshold bestående af ungdomsspillere (der skal være fyldt 16 år til nytår) og andre amatører formentlig vil tabe til Ungarn, kan det også føre til en sanktion fra UEFA.

»Det er UEFA Control, Ethics and Disciplinary Body, som vil mødes for at tage en beslutning omkring eventuelle sanktioner,« forklarer talsmanden fra UEFA.

I det udvalg sidder den tidligere DBU-generalsekretær Jim Stjerne Hansen. Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Jim Stjerne Hansen, men foreløbig uden held. Om en sanktion vil være en bøde, fratrækning af point eller andet, kan der kun gisnes om. Umiddelbart findes der ikke lignende fortilfælde.

U21-herrelandsholdet står i samme situation som kvinderne. U21-holdet skal dog først spille 6. oktober i EM-kvalifikationen. Er der ikke fundet en løsning til den tid, gælder samme regler som for kvinderne.

/ritzau/