Så lukkede transfervinduet i England.
Klokken 18.00 dansk tid var det endegyldigt slut for de engelske klubber med at forstærke sig yderligere.
I de seneste dage har der været mange rygter omkring et væld af spillertil- og afgange, hvor især Christian Eriksens Tottenham og Manchester United har virket til at være de mest aktive helt frem til klokken 18.00.
I England har de fortsat mulighed for at sælge spillere til resten af verden, hvor transfervinduet ikke er lukket - men her får du et overblik over, hvad der skete på sidste dag i det engelske transfervindue.

Christian Eriksen: Bliver i Tottenham
Skulle den 27-årige Tottenham-spiller have været til ligarivalerne fra Manchester United, skulle det være sket torsdag. Det er det ikke, og han fortsætter altså som Spurs-mand. Lidt endnu.
For som nævnt er det fortsat en mulighed for Christian Eriksen at skifte til eksempelvis Spanien eller Italien, hvor Atletico Madrid, Real Madrid og Juventus har været meldt interesseret i danskeren.
Romelu Lukaku: Skifter til Inter
Den store belgier er fortid i Manchester United efter at have spillet der i to sæsoner. Sent onsdag aften blev der skrevet, at de to klubber var nået til enighed om en transfer.
Torsdag morgen landede Lukaku i Milano, hvor han blevet modtaget af en gruppe Inter-fans i lufthavnen, mens belgieren storsmilede og vinkede til dem.

David Luiz: Skifter til Arsenal
Chelsea-spiller til Arsenal? Et meget overraskende skifte, men pludseligt onsdag opstod der kraftige rygter om, at den brasilianske midtstopper ville videre til Arsenal, hvis træner, Unai Emery, var på jagt efter endnu en mand til forsvaret.
Det får han i David Luiz, der angiveligt ikke ville stille sig tilfreds med en rotationsrolle i Chelsea. Og meldingerne lyder, at den nye Chelsea-træner, Frank Lampard, er fint tilfreds med Antonio Rüdiger, Kurt Zouma og Andreas Christensen. Prisen skulle ligge på blot 65 millioner kroner. Transferen er ikke bekræftet endnu.
Paulo Dybala: Bliver i Juventus
Den argentinske profil var angiveligt tæt på et skifte til Tottenham eller Manchester United, men klubber sprang fra på grund af økonomien.
Dybalas enorme lønkrav var i sig selv en stor mundfuld for de to klubber, men da Dybala angiveligt også kræver et større millionbeløb for rettighederne til at blive brugt kommercielt af klubben, blev det 'No, thanks' fra England.

Kieran Tierney: Skifter til Arsenal
Den 22-årige skotte skriver fra Celtic, hvor han som venstre back har nydt stor succes.
Arsenal har notorisk haft defensive problemer gennem de seneste sæsoner, og nu satser man på, at man for 200 millioner kroner har fundet en mand, der kan spille i mange år i Arsenals forsvar.
Wilfried Zaha: Bliver i Crystal Palace
Den ivorianske kantspiller fra Crystal Palace skulle have forsøgt at gennemtvinge et skifte væk fra London-klubben få dage før transferdeadline, og torsdag var han ikke med, da resten af holdet trænede.
Everton, der i dette vindue har hentet stjernespillere som André Gomes (tidligere på leje) og Moise Kean var meldt som de mest interesserede i den 26-årige Premier League-stjerne, men Crystal Palace sagde cirka halvanden time før deadline til Sky Sports, at de var færdige - og Zaha bliver.

Mathias 'Zanka' Jørgensen: Skifter til Fenerbahce
Tidligt torsdag morgen landede den danske landsholdsspiller i lufthavnen i Istanbul forud for et skifte til Fenerbahce.
Ifølge B.T.s oplysninger er der tale om et skifte, der koster den tyrkiske storklub 18 millioner kroner, mens den 29-årige midtstopper kan se frem til en fed hyre i den tyrkiske storby. Transferen er dog ikke bekræftet endnu.
Giovani Lo Celso: Skifter til Tottenham
Den 23-årige argentiner var ikke med i Betis' træningskamp onsdag aften, hvor de blev meddelt, at Betis og Tottenham var enige om transferen.
Den dygtige midtbanespiller kan både spille defensivt og offensivt, men i første omgang er der kun tale om en lejeaftale af argentineren. Tottenham har dog sikret sig en købsoption på ham.

Ryan Sessegnon: Skifter til Tottenham
Den bare 19-årige englænder tager skridtet fra nedrykkede Fulham til topholdet Tottenham på en femårig kontrakt. Sessegnon har været fast inventar på de engelske ungdomslandshold, og til trods for sin unge alder har han allerede mere end 100 kampe for Fulhams førstehold.
Han spiller både venstre back og venstre kant, og Tottenham skulle have lagt cirka 200 millioner kroner i handlen, der med diverse bonusser kan stige til cirka 240 millioner kroner.
Alex Iwobi: Skifter til Everton
Få minutter i deadline kom det frem, at Everton skulle være nået til enighed med Arsenal om en transfer af den nigerianske landsholdsspiller Alex Iwobi.
Der var rygter om Iwobi samtidigt med Wilfried Zaha og Everton, men da Zaha blev endegyldigt i Crystal Palace, kastede Everton alt ind på Iwobi. En pris på omkring 300 millioner kroner er på tale ifølge BBC.
De skiftede også torsdag
Mads Døhr Thychosen: FC Midtjylland til FC Nordsjælland
Dennis Praet: Sampdoria til Leicester
Emil Krafth: Amiens til Newcastle
Scott Carson: Derby County til Manchester City
Andy Carroll: Klubløs til Newcastle
Aaron Mooy: Huddersfield til Brighton
Cameron Carter-Vickers: Tottenham til Stoke (leje)
Danny Drinkwater: Chelsea til Burnley (leje)



