Forventningerne til de danske OL -og verdensmestre er enorme, inden EM skydes i gang lørdag mod Island.
Og det er bestemt svært at bevare pessimismen, hvis man kigger på den danske trup og på resultaterne det seneste års tid.
Og spørgsmålet er, om et dansk landshold nogensinde har været stærkere? Forsvarsgeneral Henrik Møllgaard tør godt sige ja.
»Det kan godt være, at der er et tidligere landshold, der bliver fornærmet nu, men jeg synes ikke, at det er helt forkert at sige, at dette er det bedste danske landshold nogensinde,« lyder det fra Møllgaard.

»Når jeg kigger på nogle af de landshold, vi gerne vil måle os med - Norge, Frankrig og så videre - så slår vi altså Frankrig i Bercy foran 17.000 franske tilskuere, hvor vi i første halvleg spiller med en kæde af spillere, der ikke fik mange spilleminutter ved VM for et år siden.«
»Og her er vi foran med tre mål ved pausen mod det landshold, som vi alle nok stadig måler os op mod. Vi har altså en voldsom bredde. Vi har virkelig meget, vi kan spille ud med,« lyder det fra Henrik Møllgaard.
Anfører og sidsteskanse Niklas Landin er lidt mere forsigtig på spørgsmålet om, hvorvidt Danmark står med tidernes bedste landshold.
»Ja, det er det måske. Det er svært at sammenligne de forskellige landshold. Jeg synes jo også, at landsholdet var utrolig stærkt, dengang jeg kom med for første gang.«
»Men det her hold har en stamme, der har spillet sammen i utrolig lang tid. Og der er utrolig mange profiler, der byder ind. Så selvom vi skifter ud, så bliver vi ikke nødvendigvis svagere,« siger Niklas Landin.
Danmark skyder EM-slutrunden i gang i aften mod Island - klokken 18.15 i Malmö Arena.
Følg kampen live her på bt.dk.
HUSK AT DU KAN TESTE, HVILKEN LANDSHOLDSSPILLER DU ER - DET FOREGÅR LIGE HER