Frankrig er i VM-finalen efter holdet vandt 1-0 over Belgien i semifinalen ved VM i Rusland.

Sankt Petersborg. Frankrig er i VM-finalen i fodbold, efter holdet tirsdag slog Belgien i semifinalen i Rusland.

Et enkelt mål blev det til i en kamp fyldt med chancer til begge hold, men til sidst var det de blå, der kunne knytte næverne, hæve armene og fejre landets tredje VM-finaleplads.

- Det var exceptionelt. Jeg er meget glad for mine spillere. Vi viste karakter og havde den rigtige indstilling, siger Frankrigs træner Didier Deschamps ifølge Reuters.

Han indrømmer, at det var hårdt at spille mod det stjernespækkede belgiske mandskab, og holdet måtte arbejde defensivt for at få sejren i land.

- Men tillykke til mine spillere og mit hold. Jeg er meget stolt af den gruppe, siger han.

Det var forsvarsspilleren Samuel Umtiti, der kort inde i anden halvleg headede bolden i mål efter et hjørnespark, og han blev dermed helten for Frankrig, da det blev kampens eneste scoring.

- Vi arbejdede hårdt. Jeg scorede, men vi spillede en god kamp, og jeg er meget stolt af alle.

- De gjorde arbejdet færdigt i 98 (da Frankrig vandt VM, red.) - nu er vi godt i gang med det samme. Vi nåede vores mål om at komme i finalen. Jeg er meget tilfreds, siger Barcelona-stjernen ifølge Reuters.

Den lynhurtige angriber Kylian Mbappé fortalte efter kampen, at det var en drøm, der gik i opfyldelse, da finalepladsen var i hus.

- Det er ufatteligt. Det er drømmen over alle drømme, drømmen om fremtiden, om alt.

- Der er stadig et stort skridt at tage, men jeg er stolt af det, vi har gjort, siger han.

/ritzau/