I klippet herover kan du se højdepunkter fra det seneste derby i maj.

København klædt i hvide og blå-gule trøjer, smædesange i ét væk og kampen om håneretten.

Det er, hvad der venter i hovedstaden søndag eftermiddag, når F.C. København tager imod ærkerivalerne fra Brøndby.

Det er ikke kun en kamp på banen mellem 22 spillere. Det er også en kamp mellem de to fangrupper, der i tusindvis vil være til stede i gadebilledet allerede inden det store opgør.

Der bliver ikke kun kamp på græsset søndag eftermiddag.
Der bliver ikke kun kamp på græsset søndag eftermiddag. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Omkring klokken 10 mødes FCK-tilhængerne på Sankt Hans Torv på Nørrebro som optakt til mødet med rivalerne, til øl, snak og sange.

»Vi lader op til kampen og kommer tidligt på stadion. Det er det, der skal til. Portene åbner to timer før, så folk kommer tidligt ind. Der er også arrangeret tifo, så det er vigtigt, folk er der til tiden. Du kan roligt forvente flag og sange i gadebilledet,« siger F.C. København Fan Clubs formand, Lars Thor, til B.T. Sport.

Efter tre timer på torvet er der fanmarch via Blegdamsvej, Trianglen og Øster Allé til Telia Parken, hvor hvide trøjer vil tone frem. Også Brøndbys fans marcherer gennem gaderne fra Svanemøllen Station til det udsolgte udebaneafsnit i Telia Parken.

»Der er arrangeret de sædvanlige S-tog, der kører til Svanemøllen. Derfra går folk til Parken. Vi har ikke tradition for de store fællesarrangementer. Det klarer de fleste fans i mindre grupper,« siger næstformand i Brøndby Support Sarah Agerklint.

Både Brøndbys og F.C. Københavns fans forventer en lydkulisse af de store, når blåt og gult blandes med hvidt søndag eftermiddag.

»Alle er altid lidt elektriske op til de her kampe, for de er noget særligt. Der er er måske en lidt bedre stemning, end da vi lå og rodede længere nede i tabellen, men samtidig synes jeg, præstationen på tribunerne i høj grad er den samme,« siger Sarah Agerklint.

Sådan så det ud, da Brøndbys fans marcherede til Parken inden årets pokalfinale i maj.
Sådan så det ud, da Brøndbys fans marcherede til Parken inden årets pokalfinale i maj. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg forventer, at begge fangrupper leverer en fantastisk ramme. Vi ved, hvordan det kan være, når det hele spiller. Det er tidligt på sæsonen, men det er formentlig de her kampe, der er med til at afgøre mesterskabet,« supplerer Lars Thor, der før har oplevet over 5.000 fans på Sankt Hans Torv til optakt, og han forventer også flere tusinde hvidklædte søndag formiddag.

Fanklubbens formand understreger, at han tror, kampen bliver afviklet roligt, men én ting er for ham sikkert i forhold til kampen:

»Der er noget, der skal revancheres fra sidste år. Det er først og fremmest det, der er det vigtigste,« siger Lars Thor.

At kampen betyder meget, er bestemt ikke ukendt for Københavns Politi, der ligesom fangrupperne forbereder sig.

»Det er jo et derby mellem FCK og Brøndby, og det, vi forventer, er det, som sker næsten hver eneste gang. Vi har to grupperinger, vi har rigtige fans, og de to grupperinger kan ikke rigtig tåle synet af hinanden. Derfor er vi selvfølgelig opmærksomme på optræk til uorden, og vi er opmærksomme på at holde fansene adskilt ved fanmarcher og togture gennem byen,« siger Peter Dahl, der er ledende politiinspektør hos Københavns Politi, til B.T. Sport.

FCK fans under pokalkampen mellem FCK og Brøndby i Telia Parken søndag 4. januar 2018. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018)
FCK fans under pokalkampen mellem FCK og Brøndby i Telia Parken søndag 4. januar 2018. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

De har afviklet den type kampe før og forventer, stemningen mellem de to fangrupper bliver 'anspændt'. Samtidig har der været værre perioder de to grupperinger imellem, forklarer Peter Dahl, der kalder opgøret 'stærkt ressourcekrævende'. Og forberedelserne starter ikke blot på dagen.

»Vi ved jo, at man har et eller andet kodeks blandt de her fangrupperinger med, at cirka et døgn før bliver linen givet fri. Det betyder, at man allerede der kan begynde at opsøge hinandens træningsanlæg, og vi har set episoder omkring fanbutikker også. Så allerede et par døgn i forvejen op til sådan en kamp begynder vi at være opmærksomme på de steder, hvor vi ved, at fodboldfans samles,« siger politiinspektøren, hvis mandskab også forbereder sig på timerne efter kampen.

»Det er meget svært at spå om, men vores mavefornemmelse er, at det er normale tilstande. Der er perioder, hvor det peaker noget ekstra, hvor de er meget hårde i retorikken mod hinanden i offentligheden og på de sociale medier. I øjeblikket virker det som et normalt had til hinanden, og vi er fortrøstningsfulde i forhold til at få en forholdsvis fredelig afvikling,« siger Peter Dahl.