De var smadrede, nedslidte og ved at falde fra hinanden.
Men de holdt. Og de var med til at sikre Jack Grealish og holdkammeraterne oprykning til Premier League.
Aston Villa-stjernen var igen en af hovedpersonerne hos Aston Villa, da de mandag vandt den prestigefyldte oprykningskamp over Derby.
Championships playoff-finale udløser lige omkring 1,4 milliarder til vinderen i bonusser for at kunne kalde sig et Premier League-hold i den kommende sæson, men det var Jack Grealish udtrådte fodboldstøvler ligeglade med. Se dem her:


Undervejs i kampen tiltrak de sig meget opmærksomhed fra tv-seere – men der er en særlig grund til, at midtbanespilleren havde dem på:
»Jeg kom tilbage fra en skadepause, og de var helt nye: Så scorede jeg nogle mål og lavede nogle assists, og så tænkte jeg, at det her måtte være mine lykkestøvler, så dem blev jeg nødt til at beholde,« fortalte Jack Grealish på tv efter kampen.
Han er Aston Villas ubetingede stjerne, han blev i øvrigt selv lidt skrammet, da oprykningen til Premier League blev fejret.
Da han skulle løfte pokalen, blev han ramt i hovedet af den.

»Det er typisk Jack. Pokalen var helt ærligt også ret tung. Han må være okay, fordi han har lige sagt til mig, at han elsker mig. Det er nok mere bare som et snit med et stykke papir. Der er ikke brug for behandling,« sagde manager Dean Smith efter kampen ifølge Sky Sports.
Jack Grealish kunne efterfølgende også afsløre, at han inden sæsonen ikke havde regnet med at skulle være med til at spille Aston Villa op i Premier League.
»Jeg troede, at jeg var på vej væk (til en ny klub, red.). Og 10 måneder senere står jeg nu her og har ført min barndomsklub tilbage til Premier League og har scoret to mål mod 'Blues' (lokalrivalerne Birmingham, red.) – det har været en perfekt sæson,« sagde Jack Grealish.
Aston Villa var det tredje og sidste hold, der sikrede sig oprykning til Premier League. De to øvrige hold er Norwich og Sheffield United.