Den gamle mesterklub Leeds United skal igen have ny træner, efter at den nuværende, Garry Monk, torsdag valgte at sige op. Det skete dagen efter, at Andrea Radrizzani overtog ejerskabet af klubben efter en anden italiener, Massimo Cellino.

»Leeds United kan bekræfte, at vi har modtaget opsigelsen fra Garry Monk. Vi er chokerede og skuffede over hans beslutning, men vi har modvilligt valgt at acceptere den,« skriver Leeds United på klubbens hjemmeside.

»Andrea Radrizzani har gjort det klart, at han ville forsøge at få forlænget kontrakten med Garry Monk med 12 måneder. Han har to gange tidligere i denne uge haft møder med Garry Monk, der ikke lagde skjul på, at han kiggede på livet efter Leeds United. Onsdag sagde hans agent så, at vi ville modtage hans opsigelse torsdag morgen,« skriver klubben videre.

Leeds United lå i denne sæson længe til at komme i play-off spillet om oprykning til Premier League, som klubben senest spillede i tilbage i 2004. En dårlig sæsonafslutning i år betød imidlertid, at klubben i 2016/17 måtte nøjes med en syvendeplads i den næstbedste række, The Championship.

Ikke desto mindre har Garry Monk været meget populær blandt klubbens fans, da placeringen er den bedste i ti år.

Den tidligere Swansea-spiller er den syvende træner på tre år, som forlader Leeds United - de fleste på grund af fyring.

Siden 2014 har der været tale om trænere - og altså ikke managers. Garry Monk og hans seks forgængere har således ikke været ansvarlige for køb og salg af spillere, som det almindelige er i England. Trænernes ansvarsområder har været træning af holdet, holdudtagelser og udskiftninger i kampene.

Leeds United har vundet det engelske mesterskab tre gange - senest i 1992.

Klubben har haft tre danske spillere igennem tiderne. Den seneste var Casper Sloth, som forlod klubben til fordel for AaB sidste sommer.