Odense Havn på en klaprende kold eftermiddag i december, hvor ens ånde bliver til dampskyer, og hvor kulden konstant niver i kinderne. Inde i en forladt lagerbygning midt i det byggerod, der skal forvandle den tidligere industrihavn til kulturcentrum, sidder en vaskeægte fynsk fodboldhelt. Lars Høgh.

Ud af i alt 817 optrædener for OB, var det den kamp, der lørdag kan fejre 20 års jubilæum, der endegyldigt sikrede ham heltestatus. Den 6. december 1994 trådte 11 OB-spillere ud på Santiago Bernabeu – et fodboldskafot, hvor Real Madrids modstandere normalt nøjes med at håbe på et ærefulde nederlag – og skabte det største enkeltstående resultat nogensinde i dansk klubfodbold. Efter at have tabt 2-3 på Odense Stadion vandt OB med 2-0 i Madrid og slog superholdet, der samme år suverænt vandt det spanske mesterskab, ud af UEFA Cuppen. ”Miraklet i Madrid” blev kampen døbt.

Inde i lagerbygningen – der i dag huser en rustik ”fodboldfabrik” - varmer Lars Høgh sine hænder omkring en kop kaffe, mens han bakker tiden 20 år tilbage

»Når jeg ser billeder eller klip fra kampen, så tænker jeg, at det er en eller anden fed film. Og så kommer jeg i tanke om, at jeg faktisk har en af hovedrollerne. Det er ret surrealistisk.«

»Efter at have tabt i Odense kunne det selvfølgelig ikke lade sig gøre. Det var alle enige om. Vi glædede os til udfordringen i Madrid. Men vi tænkte aldrig ”hvis nu vi vinder 2-0, sååå…”. For mig personligt var det sådan, at jo større en scene og jo større en udfordring, desto mere fagligt spændende var det. Hvor god kunne man egentlig være, når man var oppe mod de bedste?«

Kampen er ikke mere end fem minutter gammel, da Michael Laudrup får en friløber. Du redder hans skud. Hvilken betydning får den redning?

»Havde Michael driblet udenom mig og sparket bolden i mål, så havde det eddermaneme været op ad bakke. Den redning gav mig meget. Jeg kom med i kampen, og som halvlegen gik, og der kom flere redninger, begyndte jeg at føle mig uovervindelig. ”De kan lave dybdebolde, jeg skal nok tage dem. Lad dem bare sparke udefra, jeg skal nok tage dem. De kan bare komme”.«

I de næste 65 minutter buldrer angrebene ned mod Lars Høgh, der gang på gang lige får enten finger- eller tåspidserne på Real-spillernes afslutninger. Og hvert Høgh-mirakel bliver en rød klud for Reals stolte verdensstjerner, der i arrighed skruer op for trykket og gradvist tager sig større defensive friheder. En pludselig OB-kontra fører til, at unge Ulrik Pedersen blødt kan lægge bolden over målmand Canizares – til en sensationel fynsk føring.

»Det får dem til at satse alt. For de vil sgu ikke tabe hjemme til nogle latterlige amatører fra Skandinavien. De tænker slet ikke på, at de kan ryge helt ud af turneringen. De tænker kun på, at de ikke vil tabe ansigt.«

Et minut inde i overtiden fører I fortsat 1-0, som ikke er nok til avancement. Hvad sker der så?

»Jeg står med bolden, og Michael Hemmingsen råber ”ro på”. Folk var helt smadrede, de havde løbet alt, hvad de overhovedet kunne. Og Hemmingsens reaktion understreger også, at næsten ingen af os overhovedet tænkte på at score igen. Men jeg må alligevel have tænkt det, for jeg skriger ”fremad. Vi skal fremad!”. jeg var helt ivrig, hidsig og fuldstændig overgearet. Jeg skynder mig at forsøge at sparke bolden ad helvedes til, men jeg rammer den simpelthen så dårligt, at den havner på vores egen banehalvdel. Her laver Jens Melvang en dårlig tæmning, så bolden tilfældigt ender hos Michael Schjønberg, der også laver en dårlig berøring. Men han får alligevel taget et godt træk og får afleveret til Jesper Hjorth, der sparker forbi bolden, som så havner hos Morten Bisgaard, der sender den i mål. Fejl på fejl på fejl på fejl, og så ender bolden alligevel i målet. Det var sindssygt.«

Hvad er din reaktion, da du ser bolden gå i mål?

»I mit hoved var der 10 minutter igen. ”Kom nu, gutter…nu skal vi fand’me. På plads. Kom nu!”. Og jeg fik tænkt på Richard Møller Nielsens laurbæreffekt-snak om, at modstanderne tit scorer lige efter, at man selv har scoret. Men Real Madrid når kun lige at give bolden op, så fløjter dommeren af.«

Og så bryder jublen vel løs?

»Jeg var totalt udmattet. Det var en underlig følelse, for det var så uvirkeligt. Jeg ville helst bare have ro. Det var for vildt til, at jeg kunne juble. Det er jo min gode gamle klub. Du må forstå…jeg har et billede, hvor jeg seks måneder gammel sidder med et OB-flag i hånden. Min far var leder i klubben i 100 år. Jeg plejede at sidde på skødet af Mogens Therkildsen (tidl. OB-målmand, red), der var mit store idol, da jeg var knægt. Jeg er jo født ind i den klub der. For mig var der for mange følelser involveret til, at jeg kunne juble. Jeg var rystet.«

»Når jeg ser billeder eller klip fra kampen, så tænker jeg, at det er en eller anden fed film. Og så kommer jeg i tanke om, at jeg faktisk har en af hovedrollerne. Det er ret surrealistisk,« siger Lars Høgh i dag. Vis mere

Mens holdkammeraterne synger og danser i omklædningsrummet, kæmper Lars Høgh endnu med at forstå, at OB har slået Real Madrid ud. Har vundet 2-0 på Bernabeu! Og det er først på flyveturen hjem, at han lader glæden få overtaget.

»Vi havde en sjov fest i flyet, lad mig sige det sådan. Vi tømte det. Der var ikke en dråbe øl tilbage, og flyet fløj jo sådan her hjem (bevæger sin hånd op og ned, red.). Det var virkelig skægt. Ikke engang min kone har jeg kunnet forklare den lykkefølelse, vi var ramt af.«

I taber kvartfinalen mod turneringens senere vindere, Parma, med samlet 1-0. Hvor tit ærgrer du dig over, at Michael Hemmingsen brænder en kæmpe chance i returkampen på Odense Stadion?

»Aldrig. Måske tænkte jeg for en enkelt gang for 10 år siden, at det var ærgerligt, at vi ikke gik videre. Men jeg er generelt ikke typen, der ærgrer mig over ting, jeg ikke har fået.«

Var sejren over Real Madrid din karrieres højdepunkt?

»Som enkeltstående og koncentreret begivenhed, ja. VM i Mexico 1986 var som helhed også en kæmpe oplevelse for mig.«

Ud af 100 – hvor mange gange vinder OB så Real Madrid?

»Nok kun en gang.«

Vildt, at I så rammer den ene gang!

»Ja, jeg kan sgu stadig ikke forklare, hvordan det kunne lade sig gøre.«

Husker du den mindeværdige aften for 20 år siden? Og hvor du befandt dig, da du så kampen eller hørte om resultatet? Del minderne på Facebook: