En af de helt store i fodboldens historie Franz Beckenbauer er død 78 år gammel.

Det oplyser Beckenbauers familie til nyhedsbureauet dpa.

Den 78-årige tyske fodboldlegende - med kælenavnet 'Der Kaiser' - vandt et utal af titler som både spiller og træner, men han har stort set trukket sig fra offentlighedens søgelys i de senere år på grund af et skrantende helbred.

»Det er med dyb sorg, vi meddeler, at min mand og vores far, Franz Beckenbauer, sov stille ind i går, søndag, omgivet af sin familie. Vi beder om, at han kan sørge i stilhed og der bliver undladt at stille spørgsmål,« melder familien ud ifølge Bild.

Franz Beckenbauer i aktion for Vesttyskland.
Franz Beckenbauer i aktion for Vesttyskland. Foto: Sven Simon/Ritzau Scanpix
Vis mere

Tyskeren blev op gennem sin aktive karriere af flere betragtet som en af verdens bedste fodboldspillere. På grund af sine lederegenskaber fik han tidligt i karrieren tilnavnet 'Der Kaiser' - eller på dansk kejseren.

Beckenbauer havde et stort overblik og var en alsidig fodboldspiller, der indledte karrieren på midtbanen, men senere blev rykket ned i midterforsvaret. Her var han med til at transformere rollen som forsvarsspiller i 60'erne og 70'erne.

Han blev født i München, hvor han fik sin fodboldopdragelse. Senere var med til at sikre Bayern München fire tyske mesterskaber fra 1968 til 1974. 

Franz Beckenbauer blev verdensmester både som spiller i 1974 og som træner i 1990. Beckenbauer spillede tre VM-slutrunder og to EM-turneringer i løbet af en landsholdskarriere, der strakte sig over 103 kampe.

Efter VM-triumfen som landstræner, stoppede han på posten og overlod pladsen til Berti Vogts.

Senere blev han i en kort periode sportsdirektør i franske Marseille, inden han vendte tilbage til hjerteklubben Bayern München som cheftræner fra 1993 til 1994 og i en kort periode i 1996.

Efterfølgende var Franz Beckenbauer frontfigur i Tysklands succesfulde bud på at afholde VM i 2006.

Franz Beckenbauer løfter VM-trofået på det olympiske stadion i München i 1974. Tyskland slog Holland med 2-1 i finalen.
Franz Beckenbauer løfter VM-trofået på det olympiske stadion i München i 1974. Tyskland slog Holland med 2-1 i finalen. Foto: Schnoerrer/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Af personlig hæder vandt Franz Beckenbauer Ballon d'Or to gange og blev desuden kåret som årets spiller i Tyskland fire gange.

Den tyske fodboldlegende har været syg i lang tid og han har blandt andet gennemgået tre hjerteoperationer.