Lyt til artiklen

Han har spillet 37 landskampe for England, han var en lysende stjerne på Tottenhams hold, og to år i streg vandt han prisen som årets unge spiller i Premier League.

Ja, 26-årige Dele Allis karriere så kun ud til at gå en vej, og det var opad.

Men et eller andet er gået galt. Karrieren i Tottenham gik i stå, og han skiftede til Everton. Her udeblev succesen dog også, så i sommer var det tid til et nyt kapitel med en lejeaftale i tyrkiske Besiktas.

Her er det indtil videre blevet til ni kampe og to mål. En rimelig statistik, der dog overskygges af det, der skete onsdag aften, som lignede en foreløbig kulmination på de seneste års nedtur.

Besiktas spillede på hjemmebane pokalkamp mod Sanliurfaspor, og efter 15 minutter var de bagud 2-0.

Den slags kan godt gøre et hjemmepublikum utilfreds, og det fik Dele Alli at føle, da han efter 29 minutter blev flået fra banen. En skæbne, han dog ikke var helt alene om, da også den tidligere FCK-profil Atiba Hutchinson blev udskiftet på dette tidspunkt.

Som klip fra udskiftningen viser, skete det til voldsomme buhråb og piften fra tilskuerne, der ikke efterlod nogen tvivl om, hvad de syntes om præstationen.

Optagelsen har ført til, at klip fra Tottenham-dokumentaren 'All or Nothing: Tottenham Hotspur' fra 2020 er begyndt at cirkulere på sociale medier.

Her siger daværende Tottenham-træner José Mourinho gentagne gange, at Dele Alli er doven og ikke træner ordentligt.

Også i privatlivet har Dele Alli de senere år mødt udfordringer.

I 2020 blev han således udsat for et voldsomt røveri i sit eget hjem, hvor røverne truede ham med en kniv.

Besiktas lykkedes efter udskiftningerne med at vende kampen på hovedet og vandt 4-2.