Den britiske målmandslegende Gordon Banks er død, 81 år gammel.

Det meddeler familien ifølge fodboldklubben Stoke City.

»Det er med stor sorg, at vi kan bekræfte, af Gordon fredfyldt er gået bort i nat. Vi er knuste og tabet af ham, men vi har så mange glade minder og kunne ikke have været mere stolte af ham,« udtaler familien ifølge klubben.

Ifølge Daily Mail har Banks i flere år kæmpet imod kræft og har gennem sin sidste tid fået kemoterapi for sin sygdom.

Gordon Banks er især kendt for sin tid for det engelske fodboldlandshold, som han spillede 73 kampe for.

Han var en del af holdet, der i 1966 vandt VM-guld på hjemmebane - Englands hidtil eneste sejr ved et internationalt mesterskab.

Han er desuden manden bag det, der af mange betegnes som den bedste redning af en målmand nogensinde.

Det var ved VM i 1970, hvor Banks på mirakuløs vis reddede et hovedstød fra brasilianske Pelé.

Banks har senere udtalt ifølge The Guardian, at Pelé efter redningen sagde til Banks, at han troede, han ville score. »Det gjorde vi begge,« svarede Banks tilbage.

Gordon Banks' aktive karriere strakte sig fra 1958 til 1973, hvor han gik på pension.

Her spillede Banks i længere perioder for Stoke City og Leicester City, som han begge vandt den engelske Liga Cup med.

Banks genoptog kortvarigt karrieren i 1977, hvor han spillede i amerikanske Fort Lauderdale Strikers. Han spillede desuden for Chesterfield, Cleveland Stokers, Hellenic og St Patrick's Athletic i sin aktive seniorkarriere.

Pelé i gult med nummer 10 med armene i vejret. Men Gordon Banks (i blå trøje) formåede at redde Pelés hovedstødsforsøg. 'The Greatest Save of All Time'. Vis mere

Den engelske anfører i 1966, Bobby Moore, løfter VM-trofæet i midten. Yderst fra venstre ses Gordon Banks, Alan Ball, Roger Hunt, Geoff Hurst, Ray Wilson, George Cohen og Bobby Charlton. Vis mere