Det ser sort ud for Juventus.

Ikke nok med at storklubben halter og roder rundt på en femteplads og et tabt mesterskab til Inter, så kan klubben også blive smidt ud af Serie A.

Det bekræfter præsidenten for det italienske fodboldforbund og medlem af Uefas bestyrelse, Gabriele Gravina, ifølge flere medier heriblandt BBC.

Torino-klubben er stadig en del af de sidste tre medlemmer af den meget omdiskuteret Super League, og det får konsekvenser for dem.

Det ser ud til at blive en brydekamp mellem Juventus og det italienske fodboldforbund.
Det ser ud til at blive en brydekamp mellem Juventus og det italienske fodboldforbund. MARCO BERTORELLO

»Hvis Juventus ikke respekterer reglerne, så vil de være ude,« forklarer Gabriele Gravina og fortsætter:

»Når tiden kommer, og man skal registreres til næste Serie A-mesterskab, så vil de blive ekskluderet, hvis ikke de har trukket sig fra Super League.«

Juventus, Barcelona og Real Madrid er de tre klubber, som stadig er fast besluttet på projektet, og i sidste uge forsvarede alle tre deres involvering i udbryderligaen Super League, hvor de kaldte advarslen fra Uefa for trusler.

Men nu stiger presset som sagt for Juventus, som har vundet det italienske mesterskab 36 gange – flere end nogen anden klub.

Fodboldfans gik på gaden i protest mod den europæiske Super League.
Fodboldfans gik på gaden i protest mod den europæiske Super League. NEIL HALL

»Vi er trætte af det her tovtrækkeri mellem Uefa og de tre klubber. Jeg håber, at stridsøksen snart bliver begravet, så jeg kan være formidler mellem Juventus og Uefa. Reglerne er klare. Man kan ikke deltage i mesterskabet, hvis de principper, der er fastlagt af forbundet og Uefa, ikke accepteres,« fortæller Gabriele Gravina.

Den europæiske Super League blev præsenteret 18. april, men mindre end 48 timer senere faldt planen til jorden, da de engelske klubber begyndte at trække sig efter fanprotester og pres fra den britiske regering.

Foruden Juventus, Barcelona og Real Madrid bestod den oprindelige Super League-fraktion af Manchester United, Manchester City, Liverpool, Chelsea, Tottenham, Arsenal, AC Milan, Inter Milan og Atlético Madrid – alle som senere hen har trukket sig igen.

De frafaldne klubber har aftalt med Uefa at betale en bøde på omkring 110 millioner kroner til velgørenhed, der støtter unges fodboldmuligheder i Europa.