Efter nogle år med Qatar Airways som sponsor skifter FC Barcelona sponsor til den kommende sæson.

Og med sponsorskiftet følger også en ændring i spilledragtens udseende.

De regerende spanske mestre har forsøgt at holde hemmeligt, hvordan dragten skal se ud, men i vore moderne tider er den slags noget nær umuligt, og den florerer flere steer på internettet.

Den nye sponsor er Rakuten - et japansk online-firma - og de røde og blå farver holder klubben fast i. De røde striber på den blå baggrund er i dag lige store, men det bliver der lavet om på med den kommende trøje. Her skal den midterste stribe være tykkest, mens striberne bliver smallere og smallere ud mod siderne, som er helt blå.

Strømper og sokker er også blå, som vi allerede kender dem.

Der er også guld-farver rundt omkring på trøjen, og spillernes navne og numre vil være med guld-skrift. Trøje-sponsoren er fremdeles Nike,og deres logo er også i guld.

Rakuten skal betale lidt over 400 millioner kroner om året for at få sit navn på FC Barcelonas bryst. Nike skal fra 2018 betale 1,2 milliarder kroner om året for at være tøj-sponsor for katalanerne, hvilket er den største tøjsponsor-aftale i verden.