Sikke et comeback.

Den ikoniske udebanetrøje fra VM i 1986 er blevet genoptrykt for første gang og vil sidde på Kasper Hjulmands udvalgte, når de spiller EM-kvalkampen mod Nordirland 16. juni i Parken.

Anledningen er, at Hummel fylder 100 år.

»VM i Mexico skrev sig på mange måder ind i dansk fodboldhistorie, og selvom den iøjnefaldende 86-trøje i sin tid delte vandene, har den sidenhen opnået stor anerkendelse og vundet flere internationale priser som en af de mest ikoniske designs nogensinde,« siger Hummel CEO, Allan Vad Nielsen.

Foto: Foto: Hummel
Vis mere

Ifølge DBUs fodbolddirektør, Peter Møller, håber de på at kunne vække nogle af minderne fra 1986 til live, og der er nok at tage af.

Danmark slog de senere finalister fra Vesttyskland i gruppespillet og fik derudover to sejre over Skotland og Uruguay. Sidstnævnte kampe endte hele 5-1 i dansk favør og huskes nok bedst for Michael Laudrups ''vente-scoring', som kommentator Svend Gehrs kaldte genial.

Alle, der har set de billeder, vil også kunne huske, at shortslængden var noget kortere dengang i 80erne, og det vil også være muligt for danske landsholdsfans at få fat i de helt korte rør.

Spillerne skal dog ikke spille med dem.