I starten af året blev han solgt fra Silkeborg IF til Burnley F.C.

Nu har det danskperuanske fodboldtalent Oliver Sonne flere gode nyheder at dele.

For i et opslag på Instagram deler den 24-årige landsholdsspiller i Peru og hans danske influencerkæreste Isabella Tauland nemlig, at de er blevet forlovede.

»15. juni 2025,« skriver parret til opslaget, hvor de ikke mindst viser forlovelsesringen med den store diamant frem efter frieriet, der foregik på stranden i Harbor Island.

Efterfølgende blev feriens store ja fejret med en flaske champagne på Pink Sands Beach, viser billederne.

Oliver Sonne er desuden også kendt som nevø til supermodellen Helena Christensen, og han har også tidligere selv arbejdet som model, indtil fodboldkarrieren for alvor tog fart.

»Elsker jer,« skriver Helena Christensen da også til sin nevøs opslag med de lykkelige nyheder.

Til daglig bor højrebacken og kæresten Isabella Tauland sammen i Manchester, foruden København, efter Oliver Sonne i starten af året blev solgt til den engelske storklub Burnley F.C.

Også den nye Premier League-klub har ønsket »tillykke« med et lilla hjerte i kommentarerne på opslaget.

Angiveligt skulle prisen for Oliver Sonne være landet på 22 millioner, og en sjat af de penge må altså nu formodes at være gået til den fornemme forlovelsesring, han søndag satte på kæresten finger.

Herunder kan du se opslaget, hvor parret deler nyheden om deres forlovelse.