Jens Stage går formentlig lige nu gennem nogle af de lykkeligste timer i sit 26 år lange liv.

Ganske livsomvæltende, men også nogle han vil huske for altid med et smil på læben. Han er nemlig blevet far.

Mærkværdigt nok har han faktisk intet meldt ud om det selv.

Det har hans klub derimod, tyske Werder Bremen.

'Jens Stage er blevet far til en lille dreng,' skriver danskerens arbejdsgiver på Twitter.

'Hans kone Louise og den lille ny har det begge godt. Tillykke til dig og din familie, Jens!'

Sønnen er parrets første barn. Jens' hustru Louise er i øvrigt lillesøster til en anden dansk fodboldspiller, den tidligere AGFer Casper Højer.

Jens Stage skiftede fra FC København til Werder Bremen sidste sommer, hvor han underskrev en kontrakt, der binder ham til klubben indtil sommeren 2026.