Viaplay viste efter kampen mellem AGF og OB, at hjemmeholdet var blevet snydt for en scoring.

Efter bare ti minutters spil var bolden over stregen for AGF, viser billeder, som Viaplay havde fået af en AGF-fan, der havde tændt kameraet på det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt.

»Den er klart inde fra mit synspunkt. Jeg står lidt og ligner en idiot, fordi jeg er sikker på, at der er mål,« lyder det fra Frederik Tingager, der blev berøvet et mål, da både dommer og VAR ikke kunne finde bevis for scoringen.

SE DE AFSLØRENDE BILLEDER ØVERST 

Dysten endte 1-1 efter en sen AGF-scoring, og efter kampen manede træner Uwe Rösler til besindighed trods den manglende scoring.

»Det lignede et mål, men jeg vil ikke klage over dommeren, linjedommeren eller VAR. Det er som det er, og vi må komme videre. Jeg tror ikke, at det vil hjælpe os med at spille bedre fodbold. Vi skal fokusere på at blive bedre, mere stabile og få de gode perioder til at vare længere,« lød det i en udtalelse til AGFs hjemmeside.

Det ene point sikrede AGF en plads i mesterskabsspillet, men de tre forreste, FCM, Brøndby og FCK, ser ud til at være stukket af fra feltet.