De danske landsholdsfans skal dæmpe deres forventninger, hvis de nu regner med, at Thomas Delaney også i kamp kommer til at lave mål i samme klasse, som det han lavede ved mandagens træning i Herning.

Her fulgte Thomas Delaney op på en ripost med et skorpionspark, så bolden gik over i det modsatte målhjørne. Ved et skorpionspark kaster spilleren sig fremover, mens han bøjer benene om bag ryggen - en slags omvendt saksespark.

Træningen var lukket for offentligheden, men Dansk Boldspil-Union (DBU) filmede træningen og delte målet på sociale medier.

Her gik det hurtigt viralt, og blev blandt andet delt af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og Borussia Dortmund, Delaneys arbejdsgiver, samt mange andre konti med tusinder eller millioner af følgere.

- Jeg tror, at hvis man i mine unge dage havde videofilmet alle mine træninger, så havde der været masser af flotte mål at tage af. Ej spøg til side. Det sker nok ikke hver dag. Det er måske også sådan en ting, der sker oftere i træning end i kamp.

- Jeg havde alligevel brændt den første chance, så jeg tænkte hvad fanden og ville prøve et eller andet vanvittigt.

- Der har været god stemning omkring det mål både under og efter træning. Jeg vil selvfølgelig prøve at gøre det i kamp, men "don't hold your breath", siger Thomas Delaney tirsdag på et pressemøde i Wien.

På målvideoen kan man se, hvordan holdkammeraterne tager sig til hovedet i forundring over, hvad de lige har været vidne til.

Thomas Delaneys midtbanemakker Pierre-Emile Højbjerg havde heller ikke regnet med at se fodboldkunst på det niveau fra Dortmund-fighteren.

- Jeg måtte lige dobbelttjekke, om det var Thomas. Det var et flot mål, det var akrobatisk og magisk på samme tid. Stor cadeau herfra, siger Pierre-Emile Højbjerg.

Thomas Delaney har lavet fem mål for A-landsholdet. Han skal forsøge at lave nummer seks, når Danmark onsdag møder Østrig i en VM-kvalifikationskamp.

/ritzau/