Thomas Delaney så godt som lover det.

»Jeg kommer ikke til at udgive en bog i hvert fald. Jeg har overhovedet ikke levet så spændende et liv, så jeg er ikke overrasket over, at den kommer.«

Ordene falder om den bogudgivelse, der har fyldt medierne den sidste halvanden uges tid. Nicklas Bendtners selvbiografi.

Biografien 'Begge sider' udkom i sidste uge, det kommer ikke bag på Thomas Delaney, at Nicklas Bendtner har valgt at udgive sådan en bog.

Thomas Delaney kender Nicklas Bendtner fra det danske landshold.
Thomas Delaney kender Nicklas Bendtner fra det danske landshold. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg havde godt set det komme på et tidspunkt, at Nicklas Bendtner skrev en bog. Jeg har ikke læst den, kun nogle enkelte artikler. Så kan man snakke om hele situationen i FCK, men som jeg har forstået det, er den (aftalen om bogen, red.) indgået efter retssagen, hvor karrieren så lidt anderledes ud. Så må man stå op for det, man har skrevet,« siger landsholdsspilleren.

I bogen deler Nicklas Bendtner mange historier.

Om sig selv, sit liv, sine tanker og hverdagen som fodboldspiller på både godt og ondt. Der bliver delt detaljer og fortalt meget ærligt hele vejen igennem. Nicklas Bendtner deler i den grad ud af sig selv.

»Det synes jeg i og for sig er ret fint. Der er en grænse for, hvad man kan tillade sig at sige. Nicklas har levet et ret åbent liv. Nu ved jeg ikke, hvor meget nyt der er - der er måske lidt ekstra og noget nyt i historierne, men meget af det vidste vi nok godt foregik,« fortæller Thomas Delaney.

Ligesom Nicklas Bendtner før har været det, er Dortmund-spilleren en del af det danske landshold. Noget, Bendtner taler en del om i bogen. Udover at fortæller om frustrationerne over at blive vraget til VM, fortæller han også om livet i landsholdslejren.

Fester efter sengetid. Hvordan 'friske piger' blev inviteret over på hotellet, og hvordan spillerne luskede over til dem, når Morten Olsen og resten af lederne så var gået i seng.

Historier, der ikke blot omhandler Nicklas Bendtner selv, men også andre. Og er det så over grænsen?

»Det er ikke første gang, der kommer sådan nogle historier fra bøger om andre. Men man skal passe på med at fortælle sådan nogle ting, som er meget specielle, men også andre ting. Jeg havde nok ikke selv gjort det,« siger Thomas Delaney og uddyber:

»Det, jeg mener, er, at han udleverer også sig selv. Det skal man også huske. Det har han været meget afklaret med. Man skal passe på med at vælge for andre, om noget skal udleveres. Så kan man sige, om det er noget, der er sjovt eller mere grænseoverskridende,« siger Thomas Delaney, der også fortæller, at festerne nok var 'af en anden tid'.

I dag spiller de mere computer, når de har fri fra banen, fortæller Dortmund-spilleren med et grin.

Han erkender da også, at der er blevet talt om bogen, efter spillerne mødte ind i landsholdslejren i Herning mandag.

»En lille smule. Vi kender mange af historierne, så der er ikke noget - hvis jeg læste den, ville der sikkert være noget nyt, men ikke vanvittigt meget. 'Nick' har altid været god til at fortælle historier, så vi har hørt mange af dem,« siger Delaney med et grin.