Robert Lewandowski og Thomas Müller scorede to mål hver for Bayern München, som vandt 4-2 over Werder Bremen.

Werder Bremen var længe godt med i udekampen mod Bayern München i den tyske Bundesliga.

Men det endte med en sejr på 4-2 til Bayern München, som blev hjulpet godt på vej med to mål fra både Thomas Müller og Robert Lewandowski.

Det var dog Werder Bremen, der kom bedst fra start i den målrige fodboldkamp.

Werder Bremen havde Thomas Delaney med i hele kampen, efter at den danske midtbanespiller havde siddet ude med en skade i forårspremieren.

Og udeholdet bragte sig overraskende foran 1-0 efter 25 minutter på et mål af Jerome Gondorf.

Fire minutter før pausen viste Thomas Müller sin klasse, da Bayern München-angriberen brysttæmmede bolden og dernæst flugtede 1-1-udligningen ind mellem to forstenede Werder Bremen-spillere.

Angrebskollegaen Robert Lewandowski ville også lege med og headede 2-1-føringen ind efter et hjørnespark. Der var spillet 63 minutter.

Werder Bremen gav dog ikke op. Et kvarter før tid fik Werder Bremen fremtvunget et selvmål fra Bayern München-stopperen Niklas Süle efter et hjørnespark. Og så stod det pludselig 2-2.

Lykken varede dog kort for Delaney og co. Tre minutter senere headede Lewandowski igen hjemmeholdet foran med 3-2.

Og Thomas Müller lukkede kampen med målet til slutresultatet 4-2 efter 84 minutter.

Med sejren fører Bayern München suverænt Bundesligaen med 47 point efter 19 kampe.

Bayer Leverkusen, Borussia Mönchengladbach og RB Leipzig har alle 31 point som de nærmeste forfølgere, hvis man kan kalde dem det.

Werder Bremen er med 16 point placeret på tredjesidstepladsen, som er ensbetydende med nedrykningsspil.

/ritzau/