Han har skiftet Sydfrankrig ud med Andalusien for blot få uger siden.

Men derfor kan det stadig være svært lige at falde helt til, når man flytter til et andet land.

Det kan den danske fodboldstjerne Kasper Dolberg skrive under på.

Og derfor måtte han da også søge hjælp hos landsholdskollegaen Thomas Delaney, efter angriberen skiftede til Sevilla fra Nice på transfervinduets sidste dag.

Thomas Delaney efter onsdagens kamp i Parken.
Thomas Delaney efter onsdagens kamp i Parken. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Han røg lige hjem til mig den første dag, hvor han fik en introduktion til det hele,« lyder det fra Thomas Delaney efter onsdagens Champions League-kamp mod FC København.

Efter et år i den spanske storklub har han nemlig pludselig fået dansk selskab, og derfor var det da også vigtigt for landsholdsspilleren at tage godt imod Dolberg.

»Jeg har prøvet at få ham under vingerne. For det er anderledes i Spanien, end han er vant til. Der er noget kulturelt, og det tager tid. Det gjorde det også for mig, da jeg kom herned,« fortæller midtbanespilleren og fortsætter:

»Problemet er bare, at en dag som i dag, hvor vi overnatter her (i København, red.) og kører direkte videre til lufthavnen, kommer midt i en periode, hvor vi ikke er meget hjemme. Det er hårdt i disse tider. Men det er vigtigt at integrere ham, når kan kommer så langt væk hjemmefra.«

Thomas Delaney, Kasper Dolberg og resten af Sevilla-mandskabet var onsdag aften på besøg i Parken i Champions League-gruppespillet.

Her spillede den spanske storklub 0-0 mod et kriseramt FC København-hold.

Du kan læse B.T.s karakterer til FCK-spillerne fra opgøret lige HER.